En gammel kending vender retur til Lyngby Boldklub! Mathias Hebo er tilbage i Lyngby, hvor den 28-årige midtbanespiller har skrevet en 3-årig aftale med Lyngby Boldklub.
Sommervinduets første tilgang er et velkendt ansigt, da Mathias Hebo over to omgange har spillet 100 kampe for Lyngby. Særligt midtbanespillerens seneste periode var succesfuld, og kastede et salg til den polske klub Cracovia af sig.
Her har fanfavoritten Hebo spillet de sidste tre år, men nu vender han så ”hjem” til Lyngby igen-igen. Denne gang på en 3-årig aftale,
”Hebo er jo blevet en rigtig Lyngby-dreng, og han har mildest talt udvist stor vilje for at komme tilbage. Nu har vi fundet en rigtig god løsning, hvor han kan vende retur til Lyngby og igen blive en del af vores projekt. Både nu og i fremtiden ser vi Hebo som en kulturbærer og en ledertype, der også skal lære fra sig og give videre til de mange unge vi har i førsteholdstruppen. Så vi er glade for, at det er lykkedes at få Hebo hjem til Lyngby” fortæller Nicas Kjeldsen.
Mathias Hebo har i alt spillet 100 kampe for Lyngby, men der går nok endnu lidt tid inden han kan trække sin elskede nr. 8 over hovedet.
”Hebo er i gang med at genoptræne efter et længere skadesforløb, så der går nok endnu 3-4 måneders tid inden vi ser ham i kamp. Men når han kommer retur ved vi jo præcist hvad vi får for en spiller, og hvad han bringer til holdet. Indtil da har vi heldigvis mange andre spillere om buddet, så vi kan tage os god tid med at få Hebo klar til Superligafodbold” fortæller Nicas Kjeldsen.
Gladest af alle er dog Mathias Hebo, der her til formiddag endegyldigt satte sin underskrift på den nye 3-årige aftale med De Kongeblå:
”Jeg glæder mig helt vildt. Det har været min førsteprioritet at komme hjem til Lyngby, og jeg er meget beæret over de mange beskeder jeg har fået fra Lyngby-fans, der gerne har ville have jeg kom tilbage. Tusind tak for det. Jeg glæder mig bare til at få trøjen på og logoet på brystet igen, og til at komme ud på stadion og give den gas.”
”Jeg havde selvfølgelig et mål om at komme hjem i brandform, men nu har jeg i stedet et kæmpe mål om at komme så godt tilbage, at jeg bliver en profil for holdet. Indtil da vil jeg bare give alt til holdet, for at vi sammen kan nå næste niveau” fortæller Mathias Hebo.
Mathias Hebo tiltræder på en fri transfer med øjeblikkelig virkning, og får trøjenummer 8.
Hebo præsenteres af Sjölin.