Lyngbys nye biografchef satser stærkt på de store oplevelser
Nordisk Films biograf i Kulturhuset i Lyngby fik den 1. marts 2023 en ny mand ved roret: Morten Korsgaard. Nordisk Film Biografer skriver i deres pressemeddelelse bl.a. følgende:
“Med en tidligere karriere inden for forskellige brancher, herunder Shopping Center Manager ved Fisketorvet og Category Director hos ALDI, har Morten stærke færdigheder inden for ledelse, forretningsudvikling og kundeoplevelser. Kerneproduktet – filmoplevelsen – vil altid have høj prioritet, og biografen i Lyngby har for længst markeret sig som moderne og yderst komfortabel biograf med i luksussæder i samtlige sale. Desuden tilbyder biografen, som én ud af kun tre biografer i Danmark, de såkaldte 4DX-visninger, hvor filmen ledsages af bevægelse i sæderne, luftpust i nakken og sågar sne i salen, hvis det ellers passer til handlingen.
Det ypperste indenfor lyd – Dolby Atmos – kan opleves i biografens største sal 1, så det er et hus med stort potentiale, som Morten har overtaget. Det giver et godt udgangspunktet at styrke den lokale forankring i Lyngby og omegn. “Det er tydeligt, at der er et utroligt stærkt lokalsamfund i Lyngby. Det er jeg sikker på, vi kan bidrage til ved at tilbyde nogle oplevelser, der går ud over dét, man normalvis oplever i en biograf. Det kunne være alt fra ølsmagninger til børnefødselsdage eller store erhvervsevents. Vi har nogle fantastiske rammer, hvor kun fantasien sætter grænser. Vi har netop åbnet vores café, så vores gæster hver dag kan få en friskbrygget kop barista-kaffe inden filmen eller nyde et godt glas vine eller en cocktail efter filmen,” tilføjer den nye biografchef.
Jeg regner med at særligt erfaringerne fra oplevelsesøkonomien kan komme mig til gode på flere måder. Dels ligger det mig meget på sinde at tilbyde vores gæster en ekstraordinær oplevelse, når de går i biografen i Lyngby. Det er mig derudover magtpåliggende at få skabt en attraktiv arbejdsplads for unge mennesker i Lyngby og omegn. Det stærke sociale sammenhold, der allerede er opbygget, det skal man værne om og dyrke. Jeg er sikker på, vi fortsat kan rodfæste Nordisk Film i Lyngby som en særdeles attraktiv og udviklende arbejdsplads for unge mennesker i nærområdet,” siger Morten Korsgaard.”
Foto: Nordisk Film Biografer, pressefoto.