Der er ny teknologi, grønne løsninger, anvendt teori, FN’s verdensmål og meget andet på programmet, når ph.d.-studerende fra DTU tilbyder at besøge landets gymnasier med et gratis oplæg om deres forskning. Med engagement og passion for naturvidenskab er de ph.d.-studerende rollemodeller for STEM.
Skolebesøg, foto: DTU

Både elever, lærere og ph.d.-studerende har udbytte af besøgene

Skoleåret 2019/2020 var en pilotperiode for gymnasiebesøgsordningen, hvor vi nysgerrigt evaluerede alle besøg. Konklusionen er klar:

Eleverne synes om at få besøg af et ungt energisk menneske, der brænder for sit fag. Lærerne peger på det positive i at kunne invitere en naturvidenskabelig inspiration indenfor, som ofte kan fortælle om anvendt teori. Lærerne peger også på at kunne sætte flueben ved karrierelæring. De ph.d.-studerende er glade for muligheden for at blev endnu bedre formidlere.

50+ ph.d.-studerende er klar til at rejse ud på gymnasierne i 2020/2021

Selvom forårets nedlukning var et bump på vejen, hvor flere gymnasiebesøg og et kursus her på DTU måtte aflyses, er ordningen tilbage på sporet fra og med dette skoleår. Hver ph.d.-studerende kommer med en fortælling med afsæt i sit eget forskningsprojekt, hvorfor to besøg ikke er ens.

For at kvalificere sig til at tage på et gymnasiebesøg, gennemfører de ph.d.-studerende et kursus i populærvidenskabelig formidling og i at bæredygtighedsvurdere deres projekt i relation til FN’s verdensmål.

Netop nu er mere end 50 ph.d.-studerende klar til at tage ud til jer på skolerne og i klasserne. Læs mere om besøgsordningen og de enkelte oplæg fra ph.d.-studerende på hjemmesiden her: www.dtu.dk/phd-besoeg

I løbet af september måned bliver kataloget over ph.d.-oplæg udvidet, når endnu et hold har gennemført det kvalificerende kursus. Ved årsskiftet kommer endnu flere til. Følg derfor løbende med på hjemmesiden.

Udfordr jeres elever med et besøg på fremmedsprog

Besøgene bliver tilbudt på dansk, engelsk og andre fremmedsprog. Det fremgår under beskrivelsen af hvert enkelt oplæg, hvilket sprog den ph.d.-studerende taler. Udfordr dine elever til et besøg på engelsk, eller indgå et samarbejde med en af dine sprogkolleger om besøget. Tag gerne en dialog med den ph.d.-studerende inden besøget om hvilke fagtermer hun/han anvender. For nogle har det været en hjælp og en styrke, at eleverne har forberedt sig ved at læse og oversætte en liste med fagudtryk inden besøget.

Vi håber, I vil benytte jer af tilbuddet og dele det med jeres naturfagskolleger. Tilbuddet er gratis og oplæggene bliver fordelt efter først til mølle-princippet.