Borgerne i Lyngby-Taarbæk kan være med til at bestemme hvem, der skal have kommunens frivilligspris for 2015-2016. Prisen gives til enkeltpersoner, foreninger eller organisationer, som har ydet et frivilligt socialt arbejde, der har været til gavn for kommunens borgere og som har været med til at opbygge sociale netværk og søge nye veje til løsning af sociale udfordringer.

Det er kommunens Social- og Sundhedsudvalg, der beslutter, hvem der skal modtage prisen, men udvælgelsen sker i samarbejde med Frivillighedscenter og Selvhjælp Lyngby-Taarbæk.

Fristen for at indstille kandidater til prisen er søndag den 18. september. I indstillingen skal man begrunde, hvorfor den foreslåede kandidat bør modtage prisen.

Indstillinger kan sendes per mail til politikkulturstrategi@ltk.dk eller med post til Lyngby-Taarbæk kommune, Lyngby Torv 17, 2800 Kgs. Lyngby.