Ved kraftige eller længerevarende regnbyger kan kloaksystemet bliver overbelastet. Her er husets kælder i særlig risiko for oversvømmelse. Lyngby-Taarbæk Forsyning har samlet nogle gode råd til, hvordan du sikrer dit hus bedst muligt.
Skybrud kan forekomme hele året, men langt de fleste skybrud finder typisk sted i perioden maj til september. Når himlen åbner sig, og regnen styrter ned, kan der falde så meget regn på én gang, at kloaksystemet ikke kan følge med. Der vil løbe mere regnvand til kloakken, end der er plads til, hvilket vil få regnvandet, til at stige op gennem vejriste og strømme mod lavtliggende områder. Her er kældre særligt udsatte i forhold til oversvømmelser.
I Lyngby-Taarbæk Forsyning ejer de de mere end 450 kilometer offentlige kloakledninger i Lyngby-Taarbæk, og de har derfor ansvaret for at vedligeholde disse.
Men som grundejer, er det dig, der ejer stikledningen inde på din private grund. Det er derfor op til dig at sikre, at der ikke kommer vand ind i dit hus, fx i din kælder, i forbindelse med skybrud og kraftige regnbyger.
Sådan skybrudssikre du dit hus
Der er forskellige måder, hvorpå du kan forberede dig på større regnmængder – noget kræver en vis forberedelse og investering, mens andet kan gøres umiddelbart op til et uvejr. Her har de samlet et udpluk af gode råd:
- Rens dine tagrender og tagbrønde, så der ikke er blade og/eller grene, der forhindrer regnvandet i at løbe væk fra dit hus.
- Hvis du ser blade og småkviste, der dækker for kommunens vejriste, kan du gøre dig selv og dine naboer en stor tjeneste ved at fjerne dem, så de ikke forhindrer regnvandet i at løbe i risten og videre ned i kloaksystemet.
- Når det regner kraftigt, kan du mindske presset på kloaksystemet ved at spare på vandet. Undlad fx at tage bad eller at bruge vaske- eller opvaskemaskine.
- Tænk over, hvad du opbevarer i kælderen, og hvor højt du placerer det, i tilfælde af at skaden skulle ske.
- Installer et højvandslukke, hvis du har afløb i kælderen. Det forhindrer, at spildevand fra den offentlige kloak ude ved vejen kan løbe baglæns i ledningerne og op igennem afløbet i din kælder.
- Overvej muligheden for at få anlagt et omfangsdræn, som leder regnvandet væk fra din grund.
- Det kan være en god idé at have nogle sandsække liggende, som kan bruges til at forhindre vandmasserne i at trænge helt hen til og ind i dit hus, hvis dit hus ligger i et udsat område.
- Sørg for at bruge en autoriseret kloakmester, hvis dine kloakledninger skal repareres.
- Du kan også overveje en mere permanent løsning, nemlig at etablere en eller flere LAR-løsninger – Lokal Afledning af Regnvand – i din have, hvorved du forhindrer regnvandet i at løbe i kloakken. Måske du har mulighed for at anlægge et grønt tag, som kan suge noget af al regnen, eller etablere en faskine, som hjælper med at lede regnvandet ned til grundvandet? Læs mere her.
- En anden større investering er at gøre din indkørsel mere robust over for meget regn, dvs. at den er indrettet sådan, at regnvandet kan sive ned i jorden fremfor at lægge sig på fliserne. Det er der forskellige metoder til, fx at nøjes med at have fliser, der hvor det er nødvendigt, og lade resten være græs eller grus, og lade fugerne mellem fliserne være brede og af en fugemasse, vandet kan trænge igennem (her er grus at foretrække fremfor sand).