Det var dejligt at kunne fylde Salonen med gæster igen, og den netop overståede Salon om “En vandring på Caminoen” var både fornøjelig og informativ med mange smukke billeder og efterfølgende undervisning i, hvordan man pakker en rygsæk, og ikke mindst i hvordan det føles at vandre med fuld oppakning.
Salonen “Gidselforhandling – bag linjerne” i Hørsholm er næsten udsolgt.
Den sidste Salon i maj måned “Horserødlejrens historie 1917 – 2021” kan åbne med 50 deltagere, og den stiller nogle spørgsmål, som måske kunne være interessant at få besvaret.
Ved du f.eks. hvilken kendt politiker, der afsonede sin straf her?
Hvilken betydning havde Horserødlejren under 1. og 2. verdenskrig?
Hvorfor har foredragsholderen dagbogsoptegnelser fra Horserød Statsfængsel?
Er du interesseret i Danmarkshistorie, så er det Salonen du skal melde dig til.
Som noget nyt tilbyder Frilandsmuseets Restaurant nu, i samarbejde med Hald’s Saloner, TEMA-AFTENER fra forskellige lande. Den første TEMA-AFTEN er Tyskland, og det kan du læse mere om nederst i nyhedsbrevet.
På gensyn
Birgit Hald
Salon: GIDSELFORHANDLING – BAG LINJERNE v/Jack Bohr-Christensen
Se frem til 2 timers intens fortælling, og få indblik i hvad, der foregår bag linjerne i en gidselsag.
Med mere end 15 afsluttede gidselsager, og erfaringer fra håndtering af mange organisationer og familier i dyb krise, giver gidselforhandler og kriserådgiver Jack Bohr-Christensen os indsigt i en helt ukendt verden.
En spændende aften, der hurtigt bliver udsolgt.
MANDAG DEN 17. MAJ 2021 KL. 17.30 – 20.00
LOKATION: RESTAURANT LERBÆKGAARD – HØRSHOLM
Salon: HORSERØDLEJRENS HISTORIE 1917 – 2021
Anders Wejrup, tidl. direktør for Nordisk Fjer koncernen, fortæller om Horserød Statsfængsel gennem mere end 100 år, om livets gang inden og uden for murene, og om lejrens betydning og tråde tilbage til 1. og 2. verdenskrig.
Fortællingen krydres med udvalgte beretninger og oplevelser fra dagligdagen i et åbent fængsel – på godt og ondt.
Et meget interessant indblik i en ellers lukket verden.
TORSDAG DEN 27. MAJ 2021 KL. 17.30 – 20.00
LOKATION: FRILANDSMUSEETS RESTAURANT – KGS. LYNGBY
TYSK TEMA-AFTEN MED VINSMAGNING & SELSKABSMENU
Frilandsmuseets Restaurant inviterer til TEMA-aften om Tyskland. Vi skal opleve en aften i et festklædt lokale med stemning af vinfestival, spændende tysk mad og ikke mindst stifte bekendtskab med dejlige tyske vine fra HANS WIRSCHINGs VINHUS.
Vibeke Wibroe, der importerer disse dejlige vine, vil fortælle om gården, vinene og familien.
Yves Carle, der i mere end 25 år har komponeret, produceret og serveret de mest fremragende og spændende retter i Frilandsmuseets Restaurant, vil også denne aften byde på en særlig 2 retters menu som indgår i det tyske tema.
Birgit Hald, der arrangerer Saloner på Frilandsmuseets Restaurant, vil sammen med Vibeke Wibroe være jeres værtinde hele aftenen og hygge om jer i en stemning af vinfestival, samtale og dejlig musik.
Program: Velkomstdrik – Foredrag – Middag – Vinsmagning
Herefter hygge og mulighed for bestilling af vinene til særpris.
FREDAG DEN 11. JUNI 2021 KL. 18.00 – 22.00
LOKATION: FRILANDSMUSEETS RESTAURANT – KGS. LYNGBY