Flere steder i landet ligger grundvandet rekordhøjt, hvilket kan øge risikoen for oversvømmelser ved regnvejr. Det problem har vi ikke i Lyngby-Taarbæk – her ligger grundvandet på et normalt niveau for årstiden.
Flere medier har bragt historier om problemer med forhøjet grundvand forskellige steder i landet, forårsaget af rekordmeget nedbør flere år i træk.
Dette fænomen kan øge risikoen for oversvømmelser i efterårs- og vintermånederne. Når det i løbet af efteråret og vinteren regner i de områder, hvor grundvandet står usædvanlig højt, vil vandet nemlig have svært ved at sive ned i jorden, da alle hulrum i jorden allerede er fyldt op med vand. Jorden kan med andre ord ikke absorbere regnen, som i stedet vil blive på overfladen og fx lægge sig oven på græsplænen.
Grundvandet ligger normalt i Lyngby-Taarbæk
I starten af august stod det øverste grundvand på landsplan 40 centimeter højere, end hvad der normalt er tilfældet på denne tid af året. Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at der er tale om et gennemsnit, og at der er stor forskel på, hvordan problematikken ser ud i forskellige landsdele. Det er særligt i Jylland, hvor grundvandet står usædvanligt højt.
Her i Lyngby-Taarbæk er billedet meget anderledes, da forholdene i store træk ligger indenfor normalen. I enkelte områder er grundvandet let forhøjet, og i andre områder ligger det modsat lidt lavere end normalt, men i det store billede ligger grundvandet her på et normalt niveau for årstiden.