Region Hovedstaden, Den Sociale Investeringsfond og Østifterne indgår samarbejde om videreførelse af indsatsen ‘God start på familielivet’ på Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital. Indsatsen tilbyder tidlig hjælp til gravide og deres partnere, som er udfordret med blandt andet misbrug, psykisk sygdom og vold.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

God start på Familielivet hjælper gravide og nybagte forældre i sårbare situationer under gravitets-, fødsels- og barselsforløbet med at forberede sig på livet som familie. Screening mod vold i familien, konflikthåndtering, mindfullness og udvidet brobygning til kommuner er nogle af de hjælpeindsatser, som gravide og deres partnere kan stifte bekendtskab til i Familieambulatoriet.

“At blive forældre er en kæmpe omvæltning, og selvom det selvfølgelig er en lykkelig situation, så indebærer det også et stort ansvar. Hvis man i forvejen er sårbar, så kan det kommende liv som familie føles både skræmmende og uoverskueligt. God start på Familielivet har været en stor succes. Blandt andet har screeningen for vold i familien vist sig at give store resultater og hjulpet mange familier. Hvor man tidligere højst opdagede fem par om året, er det nu 1-2 par hver uge, som får hjælp til at bryde ud af volden. Det er en indsats, som jeg er meget stolt af, og jeg er enormt glad for, at vi kan fortsætte indsatsen og udbrede den til alle vores fødeafdelinger,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital har med stor succes udviklet indsatsen ‘God start på Familielivet’ i partnerskab med Østifterne, Mary Fonden, Dansk Center for Mindfulness Aarhus Universitet og Dialog mod Vold. Projektet har kørt i fem år og et samlet regionsråd prioriterede i efterårets budgetforhandlinger 2 mio. kr. årligt til at videreføre indsatsen, og med 1,75 mio. kr. årligt fra Den Sociale Investeringsfond de næste tre år, kan flere familier og kommende forældre få hjælp og støtte af jordemødre, læger, socialrådgivere, sundhedsplejersker og psykologer.

For den sociale Investeringsfond er det første samarbejde med en region, og Fondschef i Den Sociale Investeringsfond Camilla Bjerre Damgaard glæder sig til samarbejdet med Region Hovedstaden og Østifterne.

“Vi er meget glade for at kunne indgå vores første investering med en region. Det er en vigtig milepæl for fonden og et godt eksempel på, hvordan sociale investeringer kan give liv til vigtige projekter,” siger Camilla Bjerre Damgaard.

Østifterne finansierede udviklingen af God start på Familielivet de første 5,5 år, og de er derfor glade for at succesen kan fortsætte, og at dele af indsatsen udbredes til regionens øvrige fødesteder.

​”At projekt God Start på Familielivet bliver videreført af Region Hovedstaden i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond er en rigtig god nyhed. Vi har allerede set gode resultater fra Familieambulatoriets nye, forebyggende behandlingsmodel, og det er derfor godt, at Region Hovedstaden fortsætter indsatsen. Vi er stolte af det mod, regionen har udvist, ved at gå forrest og være drivkraft i et det første samarbejde mellem en region og Den Sociale Investeringsfonds model,” siger direktør i Østifterne Lars Suhr Olsen.

FAKTA:
Familieambulatoriet ligger på Hvidovre Hospital. Projektet God start på Familielivet blev udviklet med støtte fra Østifterne, og projektet blev udviklet og drevet i et samarbejde mellem Familieambulatoriet, Østifterne, Mary Fonden, Dansk Center for Mindfulness og Dialog mod Vold.

​God Start på Familielivet tilbyder en flerstrenget indsats, der kombinerer en række forskellige tilbud og muligheder, der kan tilpasses til den enkelte families behov og situation.

Familieambulatoriet har følgende tilbud til gravide familier:

  • Forældre- og barselsforberedende gruppeforløb med psykoeducation
  • Mindfulness-baseret stress reduktion (MBSR- forløb for gravide)
  • Udvidet screening for vold i nære relationer
  • Konflikthåndteringsgruppeforløb for gravide par
  • App til understøttelse af psykisk trivsel under graviditetsforløbet og den tidlige barselsperiode
  • Fremskudt visitation og brobygning til supplerende tilbud kommune, region og civilsamfund.

Læs mere om Familieambulatoriet

Læs mere om God start på Familielivet

Kilde Region Hovedstaden.