Nu varer det ikke længe før, at vi igen kan slå dørene op for møder og aktiviteter i Frivilligcenteret på Rustenborgvej 2A. Huset sukker efter igen at blive brugt til møder og aktiviteter. Vi forventer at kunne lukke op omkring d. 8. juni 2020. Vi venter med at udsende nye retningslinjer for adfærd i Frivilligcentret til kort før vores åbning. På den måde kan vi favne aktuelle retningslinjer mht. antal frivillige i lokalerne, brug af fællesfaciliteter, samt rengøring før og efter brug af lokalerne etc. Det betyder også at I skal afvente med at (om)booke lokaler til efter d. 8. juni 2020.
Det har været fint at læse og høre om de tiltag, der er vokset frem hos vores medlemmer under coronakarantænen. Tommy Wedel har i anledningen af majestætens 80 års fødselsdag sendt en blomsterhilsen til beboere og personale på kommunens plejecentre. IF Limone åbnede som de første op for udendørs idrætsaktiviteter i maj, tilpasset de nye retningslinjer. Mentorforeningen har eksperimenteret med walk’n’talks med de unge mentees, Rikke Bøhling fra Sindriget har skiftet caféaktiviteterne ud med fortællinger og digte under gåture i Slotsparken.
Karantænen har for mange været en anledning til refleksion og det bliver på mange måder en ny begyndelse, når vi igen åbner dørene for mødeaktiviteter i Frivilligcentret. Har I har brug for sparring, er I altid velkomne til at kontakte os i Frivilligcentret. I kan også benytte jer af de gratis webbaserede kurser under Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som omtales nedenfor.
På snarligt gensyn i Frivilligcenteret!
Charlotte Poort