Sidste efterår deltog Lyngby i den københavske kulturfestival, Golden Days. Det skete med en stor byfest og forskellige kulturelle arrangementer. Årets tema var kulturarv, og på Stadsbiblioteket fik man den ide, at man gerne ville skabe lokal kulturarv til fremtidige generationer.
Stadsbiblioteket opfordrede derfor borgerne til at sende deres dagbogsbeskrivelser ind. Der blev ikke opstillet nogen krav til form, struktur eller stil. Det eneste krav var, at dagbøgerne skulle foregå i eller have relation til Lyngby. På den måde forsøgte man at få bidrag, der var så autentiske og personlige som muligt.
Resultat af de indsendte dagbogsbeskrivelser er nu blevet samlet i en bog, der netop er udkommet. ”Dage i Lyngby – 15 dagbogsfortællinger fra før og nu”, hedder bogen, der omfatter en række vidt forskellige beskrivelser af livet i Lyngby.
Her kan man f.eks. læse om pensionisten, der med stor fornøjelse udforsker naturen og som samtidig er en ivrig amatørfotograf. Der er også den ældre kvinde, der fortæller om en opvækst i fattigdom, og den unge kinesiske pige, der kom til Danmark, fordi hendes mor forlod Kina som følge af landets etbarnspolitik. Også fredagsbaren på DTU er omtalt.
Bogen med de 15 dagbogsfortællinger vil blive opbevaret i Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv. Desuden vil bogen kunne lånes på bibliotekerne og købes i boghandelen.