Billedkunstneren Anita Houvenaeghel udstiller på Kulturstedet Lindegaarden i anledning af hendes 50 års kunstnerjubilæum og sin 80 års fødselsdag. I er meget velkomne til at deltage i ferniseringen på lørdag den 18. januar, kl. 15:00-17:00 på Lindegaarden med taler og musik – violinist Karen Humle medvirker.

Kom glad – så har vi også et glas klar til dig. Alle er velkomne!

På udstillingen viser Anita Houvenaeghel værker fra forskellige livskapitler gennem 50 år som billedkunstner.

Betagelsen af naturen er Anita Houvenaeghels helt elementære ledetråd. Ved at rette opmærksomheden mod det nære – det, der er helt tæt på, transformerer kunstneren det sete i et lyrisk, ekspressivt maleri, som bliver universelt i sit udtryk. Gennem de senere år er fotografiet, som kunstform, kommet til, mens hun fortsat maler visionære forvandlinger af naturens vidunderlige verden.

Anita Houvenaeghel begynder naturalistisk, som mange malere gør det. Fra 1975 deltager hun på censurerede udstillinger. I 1976 får Houvenaeghel et folkeligt gennembrud med Irma-posen med ”Den røde Dukkevogn”, et kunsttryk for Mødrehjælpen og de første litografier fra kolonihaven.
Efter flere udstillinger i ind- og udland, studierejser bl.a. til Norge, Letland og Madrid, samt studier af storslåede rum og arkitektur, påbegynder hun i 1998 udsmykningen af Brorstrup Kirke – den første af 11 kirkeudsmykninger.

I 2012 udkom Anita Houvenaeghels store erindringsbog “NATUREN & LYSET” med tekst af Niels Brunse, Troels Laursen, Karsten Nissen og Torben Weirup hos forlaget Per Kofod.

En årrække boede Anita Houvenaeghel i Hvilsom i Himmerland. I dag er hun bosat i Søllerød Park.

Udstillingen kan besøges tirsdage kl. 13:00-16:00 samt ved offentlige arrangementer på Kulturstedet Lindegaarden frem til 7. februar 2025.
Arrangør: Kulturstedet Lindegaarden i samarbejde med komkunst.dk – Kgs. Lyngby

Pressefoto Kulturstedet Lindegaardens Venner