Fremtidens Gårdhave: En vigtig brik i at undgå oversvømmelser i Nordvest

Fremtidens gårdhave kombinerer regnvandshåndtering med grønne byrum.

I en tæt by som København, skal vi udnytte pladsen optimalt. Det gode byrum skal både være rart at færdes i og være i stand til at håndtere den stigende mængde intensiv regn, som fremtidens klima sender mod os. Derfor indvier Københavns Kommune og HOFOR nu pilotprojektet Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej.

Den nye gårdhave kombinerer behagelige rekreative rum med nye løsninger til at håndtere regnvand fra både gård og tage. Det hjælper ikke kun beboerne ved Tomsgårdsvej, men hele kvarteret er bedre rustet til mere regn i fremtiden.

Plads til leg, plads til samvær, plade til regnvand Gårdhaven er udviklet i samspil mellem beboerne i området, Københavns Kommune og HOFOR. Derfor er der både blevet plads til et væld af nye og gamle planter, et orangeri hvor beboerne kan samles og et aktivitetsområde med eget klatrestativ. Aktivitetsområdet og engen ved siden af ligger lavt og fungerer derfor som vandopsamlingsområde, når det regner meget.

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, udtaler: ” Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej er et best practise eksempel på, hvordan vi får både bedre, billigere, grønnere og mere bæredygtige løsninger, når lokale københavnere sammen med kommunen og HOFOR arbejder for at løfte nogle af de store klimaudfordringer, vi står overfor. Resultatet er imponerende, og forhåbentlig kan AB Storgårdens nye gårdhave tjene som inspiration for andre københavnere til at kaste sig ind arbejdet med skybrudssikring med merværdi helt lokalt.”

Line Barfod ønsker tillykke med gårdhaven og peger på, at projektet er med til at styrke både biodiversiteten og klimasikringen.

Regnvandet venter lidt i gården Regnen fra tagene vil samtidig blive ført under bygningen og ind i bassiner og render i gården, der forsinker vandets vej til kloakken. Dermed hjælper gårdhaven ikke blot til at håndtere regnvand i gården, men også de omkringliggende områder kan nyde godt af den frigjorte kapacitet i kloaksystemet.

Administrerende direktør i HOFOR, Henrik Plougmann Olsen, udtaler: “Det kan være lidt af et puslespil at forene de mange behov, vi har i en moderne by. Der skal være plads til at bo og færdes, men der skal også være plads til at håndtere fremtidens vejr, som bringer mere regn med sig. Det handler her om at holde på regnvandet, så det ikke løber lige i kloakken. Når regnvandet ligger og venter lidt her i Fremtidens Gårdhave, kan vi undgå at kloakkerne i kvarteret løber over og skaber oversvømmelse.”

Henrik Plougmann Olsen takker for hjælpen med at tilbageholde regn i gårdhaven.

Tre gårdhaver er anlagt og flere er på vej Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej er det sidste af tre pilotprojekter, der har haft til formål at udvikle nye løsninger til at kombinere rekreative gårdrum med innovativ regnvandshåndtering. Foruden gårdhaven ved Tomsgårdsvej er der også blevet opført pilotprojekter ved Straussvej i Sydhavnen og Nattergalevej i Nordvest. Fremtidige gårdhaver, der kombinerer gårdrum og regnvandshåndtering, vil blive anlagt ud fra en vurdering af gårdens generelle stand og potentiale for at forbedre regnvandshåndteringen i området.

Læs mere på https://klimakvarter.dk/gaardhaver/

Regnvandshåndteringen er en naturlig del af gårdrummet.

Den nye gård har et rigt plante- og insektliv.