Når prestigebyggeriet Basecamp i Lyngby til aftalt tid åbner dørene for de mange unge studerende, vil det være med ét af landets mest omfattende brandtekniske installationer. Godt og vel 2.200 detektorer er sat op på tværs af de 13.500 kvm2, hvilket gør det til det største brandanlæg, EL:CON har udviklet.
Det 6-etagers høje boligbyggeri ved Skovbrynet i Kongens Lyngby, Basecamp, holder tidsplanen. De sidste ting er ved at blive gjort klart til den 1. september, hvor 639 unge studerende bliver budt velkommen til, hvad der bliver ét af Danmarks mest innovative, funktionelle og unikke boligcentre.
For elinstallationsvirksomheden EL:CON, der har stået for lysinstallation, sikringsanlæg og brandanlæg, har det været et omfattende projekt. Særligt har de brandtekniske installationer af over 2.200 automatiske brand detektorer været et af de største projekter den erfarne installatør har været en del af med alt fra røgdetektorer til varme- og flammedetektorer, der skal være med til at øge sikkerheden for de mange beboere.
Spørger man EL:CONs projektleder med ansvar for Basecamp Lyngby, Kristian Simonsen, har man gjort sig mange erfaringer, der kan hjælpe EL:CON med at tage endnu et skridt opad:
”Det har været en spændende proces at skulle planlægge og koordinere, hvordan vi tackler 639 næsten ens lejligheder. Særligt har det også i forhold til brandsikringsanlæg været i en liga for sig, og jeg ser Basecamp-projektet som fremtidens måde at arbejde med automatiske brandanlæg på,” siger projektleder Kristian Simonsen, og fortsætter:
”De sidste par år har vi inden for brandsikring virkelig fået vind i sejlene, og indtil videre er Basecamp-projektet kulminationen på den udvikling. Det automatiske brandsikringsanlæg kommer til at sætte helt nye standarder for intelligente, brandtekniske installationer og fremtidige projekter. Jo mere kvalificeret og intelligent brandanlæg, jo mere kan vi reducere en eventuel brands omfang, hvilket i sidste ende kan være med til at redde menneskeliv.”
Fra lærling til ledende projektleder
I spidsen for EL:CONs arbejde på Basecamp Lyngby har stået den 41-årige Kristian Simonsen, der snart kan fejre sit 25-års jubilæum hos den danske elinstallatør. Tilbage i 1996 startede han som lærling i EL:CON, hvorfra han har set virksomheden vokse sig til én af Danmarks førende elinstallationsvirksomheder.
”I EL:CON vil vi gerne være med til at udvikle elektrikerfaget og fremtidens førende eksperter. Vi sætter lærlinge i forreste række. Det er en vigtig del af vores filosofi, hvor vi kan kombinere nytænkning med dyb brancheforståelse. Derfor er vi også stolte over at se en type som Kristian Simonsen, der har været en del af hele rejsen og nu er med til at sætte standarden for og hjælpe den næste generation. Vi forsøger at være med i front, når fremtidens smarte bygninger ser dagens lys, og derfor er vi selvfølgelig også stolte over at bidrage til et så innovativt byggeprojekt som Basecamp i Lyngby,” siger Regionsdirektør Palle Egelund Jensen.