DTU skriver bl.a. dette i sit nyhedsbrev om det nye center:
Et nyt center for entrepreneurskab skal være med til at øge entrepreneurskabskulturen og styrke økosystemet for startup-virksomheder.
DTU Entrepreneurship er et nyt center på DTU, som bygger på universitetets akademiske miljøer inden for entrepreneurskab. Det skal øge forskningen og undervisningen på området. Formålet er at klæde ingeniørerne på til at forstå samspillet mellem teknologi og fremtidens nye forretningsmodeller samt at understøtte levedygtige højteknologiske virksomheder, der kan tilpasse sig et hurtigt forandrende marked.
Inspirationen til det nye center kommer bl.a. fra svenske Chalmers tekniska högskola og amerikanske universiteter som Stanford, MIT og UC Berkeley, hvor topforskere arbejder tæt sammen med industrien i åbne økosystemer, som bidrager til undervisningen og forskningen.
Håbet er, at en øget forsknings- og uddannelsesindsats inden for entrepreneurskab skal sikre endnu flere medarbejder- og studenter-startups i fremtiden. I forvejen har DTU en flot vækst i antallet af opstartsvirksomheder. Ifølge analysen ’Iværksætteri på DTU gennem to årtier – indsats, resultater og samfundsøkonomiske effekter’, som konsulentfirmaet IRIS Group har gennemført for DTU, har DTU et af de største og mest veludbyggede økosystemer for iværksætteri blandt tekniske universiteter i Europa. Fra 1999 til 2017 har DTU stået bag ca. 2.200 nye virksomheder.