Den danske strategi mod covid-19 omfatter massetest. Det øger trykket på testcentrene, der foretager podninger af folk, og på de hospitalslaboratorier, der skal levere svar på prøverne. Via en ny aftale med Region Hovedstaden på vegne af alle dansker regioner er Center for Diagnostik DTU med til at sikre en robust laboratorietestkapacitet i Danmark.
Danskerne og de ansvarlige politikere ønsker flere test og hurtigere svar på prøverne, så de smittede kan holde sig i karantæne, og de smittefri kan fortsætte deres normale tilværelse. Det skal den nye aftale være med til at sikre.
Der foretages nu ca. 30.000 test om dagen i Danmark (pr. 1/9 -2020), så med den nye aftale på plads vil hver tredje af samtlige test i Danmark blive analyseret på DTU.
DTU øger bemandingen og tilfører endnu et skiftehold
Centeret har siden starten af april testet 14 timer i døgnet syv dage om ugen. Det har gjort centeret i stand til at analysere alle de prøver, der kom ind ad døren – og det har således ikke været centerets kapacitet, der har været flaskehalsen i forhold til at give borgerne hurtige testsvar.
I forbindelse med den nye aftale om 10.000 test om dagen er udviklingschef Helene Larsen nu i gang med at sætte yderligere et nathold sammen, som skal arbejde fra 22.00 til 05.30 fire nætter om ugen, mandag til fredag.
”Det skaber naturligvis en særlig situation på DTU Center for Diagnostik, men vi har stor erfaring med at udvikle og gennemføre test til diagnostik af sygdomme, og vi var helt fra start, da coronavirus begyndte at sprede sig, gearet til at håndtere SARS-CoV-2, der resulterer i sygdommen covid-19. Nu gør vi det bare fuldt ud og med al den kapacitet, vi har,” siger Helene Larsen.
Vigtigt for regionerne
Aftalen og dermed den øgede kapacitet på laboratoriesvar er også afgørende for regionerne, når der skal foretages massetest.
”Vi er meget glade for, at vi har indgået en aftale med DTU om analyse af test. Det er en vigtig del af den danske corona-strategi at teste mange mennesker hver dag, og uden denne aftale ville vi ikke kunne udføre nær så mange test, som vi gerne vil. Jeg vil derfor gerne sige tak til DTU for det gode samarbejde om at løse denne vigtige samfundsopgave,” siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.