På det danske arbejdsmarked er der mange forskellige stillingstyper og arbejdsopgaver. Derfor er der også mange typer af ansættelseskontrakter, der indeholder vidt forskellige vilkår.

Du bør være opmærksom på dine rettigheder til din ansættelseskontrakt. Læs mere herom nedenfor.

Har jeg krav på en ansættelseskontrakt?
Hvis du er ansat til en periode på over en måned og har en gennemsnitlig egentlig arbejdstid på over 8 timer, er du omfattet af ansættelsesbevisloven. Efter denne lov har du krav på at få en skriftlig ansættelseskontrakt senest en måned efter, at du er begyndt på dit nye arbejde.

Det er dog altid anbefalelsesværdigt at få en skriftlig ansættelseskontrakt, så de vigtigste vilkår står skrevet sort på hvidt. Det gør det nemmere for dig at påberåbe de rettigheder, som du har i henhold til ansættelseskontrakten.

Hvilke krav har jeg til en ansættelseskontrakt?
Hvis du har krav på en ansættelseskontrakt efter ansættelsesbevisloven, er der i samme lov helt klare krav til indholdet af ansættelseskontrakten.

Først og fremmest skal alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet fremgå af ansættelseskontrakten. Det kan f.eks. være feriefridage, tavshedspligt og pension.

Derudover skal der efter ansættelsesbevisloven stå følgende i din ansættelseskontrakt:
– Din arbejdsgivers og dit navn og adresse
– Arbejdsstedets beliggenhed
– Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori
– Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt
– Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvis der er tale om en tidsbegrænset ansættelse
– Dine rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder du får løn under ferie
– Varigheden af dit og din arbejdsgivers opsigelsesvarsel eller reglerne herom
– Den gældende eller aftalte løn, som du har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi
– Hvornår du får udbetalt løn
– Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid
– Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet

Hvad gør jeg, hvis min arbejdsgiver ikke har givet mig en ansættelseskontrakt?
Har din arbejdsgiver ikke sørget for en ansættelseskontrakt inden for den første måned af dit ansættelsesforhold, eller opfylder din ansættelseskontrakt ikke lovkravene, kan du få tilkendt en godtgørelse op til 13 ugers løn.

Du bør, som læser, ikke lade artiklen stå alene i forhold til konkrete, juridiske problemer, men derimod søge individuel rådgivning i form af at konsultere en advokat. Vær også opmærksom på, at artiklen kan være forældet, også efter ganske kort tid f.eks. på grund af praksisændringer eller på grund af ændret lovgivning.

Du har krav på at få en skriftlig ansættelseskontrakt senest en måned efter, at du er begyndt på dit nye arbejde. PR-foto.