DN skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om sandsugning:
Danmarks Naturfredningsforening er glade for, at det efter mange års kamp endelig er lykkes at få stoppet sandsugning i Øresund og få beskyttet området.
Naturen i Øresund får nu en hjælpende hånd fra den konservative miljøordfører Mette Abildgaard og regeringen. Hun har netop meldt ud, at regeringen vil sætte en stopper for indvinding af råstoffer i Øresund, der samtidig bliver gjort til beskyttet område.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding roser regeringen og Mette Abildgaard for meldingen:
– Vi er rigtig glade for, at der nu bliver sat en stopper for sandsugning i Øresund. Det er noget, som vi i Danmarks Naturfredningsforening sammen med mange andre NGO’er har kæmpet for i mange år, og det er imponerende, at Mette Abildgaard nu har fået overbevist regeringen om, at det er den rigtige vej at gå, siger Maria Reumert Gjerding og forsætter:
– Det er på tide, at der kommer en reel beskyttelse af naturen i Øresund – ikke som i dag, hvor beskyttelsen kun er lavet af hensyn til skibstrafikken. De markante dybdeforskelle i sundet giver et mylder af liv, som er unikt i Danmark og som i den grad er værd at beskytte, siger Maria Reumert Gjerding.