Bernstorff-Jægersborg Grundejerforening var 19. juni inviteret på en guidet tur bag kulisserne i Cirkusrevyen på Bakken. Guiden var ingen ringere en Bakkens ukronede konge, Torben ”Træsko” Pedersen.
Inden aftenens forestilling kunne vi komme ind i garderoberne, se kostumer og rekvisitter og betragte de mange fotografier fra tidligere revyer på de snævre gange. Vi fik også sagt hej til Lisbeth Dahl på vej ind i sin garderobe. Torben ” Træsko ” fortalte spændende historier fra livet med Cirkusrevyen, om økonomien og om skuespillerne. Han nævnte også Korsbæk på Bakken, som er en succes, der har fået besøgstallet til at stige.
I bedste Bakken-tradition var der arrangeret et spil, såkaldt Spandbold, hvor vi skulle ramme en spand på væggen med en tennisbold. Det var ret svært, men der blev kåret en vinder, der modtog en kaglende høne for sin indsats.
Herefter var der middag på Restaurant Prego. Se billederne fra den interessante og hyggelige aften.
Cirkusrevyen 2018 er en succes og spiller frem til fredag d. 31. aug.