Ny undersøgelse fra Center for Børn og Natur viser, at børn og unge bruger meget tid udendørs, men også, at forældre ønsker at børnene er endnu mere ude. Friluftsrådet ser det som positivt, men advarer om, at det ikke er nok, at børnene blot er udendørs – det er også vigtigt, hvor det er, og hvad de laver.

Foto ABW

Center for Børn og Natur har offentliggjort en omfattende undersøgelse af 4.593 børns ophold og aktiviteter i natur og grønne områder. Undersøgelser viser, at børn og unge i alderen 1-15 år tilbringer meget tid udendørs. 96 procent af børnene var ude den seneste hverdag og 91 procent var ude i weekenden. Og hele 44 procent af de adspurgte vil faktisk gerne være endnu mere ude.

Friluftsrådet ser det som et positivt tegn, at mange børn og unge tilbringer tid udendørs, men påpeger, at det ikke alene er nok, at børnene blot er udenfor. Det er lige så vigtigt, hvor børnene opholder sig, hvad de laver, og hvordan deres udetid kan være med at til styrke børnenes forhold til naturen.

“Det er en lettelse at se, at udviklingen i hvor meget børn er ude, ser ud til være stagneret i forhold til det fald, vi har set tidligere. Det giver os et virkelig godt grundlag for at begynde at diskutere, hvad børn laver, når de er ude, hvem de er ude med og hvilken betydning det har,” siger Annesofie Bjerre, forperson for Friluftsrådet.

Undersøgelsen afslører, at børn og unge i høj grad opholder sig udendørs i forbindelse med transport, på sportsfaciliteter, institutionsarealer og andre grå områder, snarere end i egentlige naturområder. Så selv om de er udenfor, så er de ikke nødvendigvis i naturområder. Det stiller krav til de udendørs arealer, som børnene møder for eksempel i skoler og institutioner, mener Friluftsrådet, så aktiviteterne i det fri ikke blot er frikvarterer eller ustruktureret leg, men også pædagogisk styrede oplevelser i grønne omgivelser, der skaber en stærkere tilknytning til naturen.

“Mange børn får i dag ikke et stærkt forhold til naturen i deres barndom – og får derfor ikke muligheden for i resten af livet at leve et moderne liv i balance med naturen. Det kan have alvorlige konsekvenser, for børnenes trivsel og mentale sundhed, men også for den grønne omstilling” udtaler Annesofie Bjerre.

Friluftsrådet advarer om, at hvis børn og unge ikke opbygger en stærk forbindelse til naturen, risikerer vi at miste grundlaget for en grøn fremtid. Et dybt forankret forhold til naturen er afgørende for både den personlige trivsel og udviklingen af stærke sociale fællesskaber. Derfor opfordrer rådet til, at der tages initiativer, der sikrer, at børn og unge ikke blot tilbringer tid udenfor, men at de også udvikler en dybere forståelse og glæde ved at være i naturen.

HVOR OFTE KOMMER BØRNENE I NATUR OG GRØNNE OMRÅDER?

    • Danske børn færdes relativt ofte i ”offentlige na­turområder” (se grøn boks) – omkring halvdelen er hyppige naturbrugere, dvs. de kommer om­trent dagligt i ”offentlige naturområder”.
    • Der er stor forskel på børns hyppighed af na­turbesøg i vinter- og sommerhalvåret.
    • Der er ingen forskel mellem drenge og piger i forhold til hyppighed af naturbesøg.
    • Børn af forældre med gymnasial/erhvervsfag­lig uddannelse, dansk herkomst og mellemind­komster er oftere hyppige naturbrugere.
    • Børn fra regionerne Sjælland og Hovedstaden er sjældnere hyppige naturbrugere sammen­lignet med børn fra de øvrige regioner.
    • Der er fra 2018 til 2023 sket en vækst i andelen af hyppige naturbrugere og et fald i andelen af sjældne naturbrugere.

MED HVEM VAR BØRNENE UDENDØRS?

  • De institutionelle rammer er vigtige for børns udetid – mere end tre ud af fire børn i vugge­stue, dagpleje, børnehave og skole er ude på hverdage i deres institution.
  • I fritidsklub og ungdomsklub er børn sjældnere ude.
  • Familien udgør en vigtig ramme for mange børns tid ude – dog mest i weekenden.
  • Mange børn er også ude sammen med venner – lidt færre alene.

OM UNDERSØGELSEN
Center for Børn og Natur har gennemført to nationale, repræsentative spørgeskemaundersøgelser om børns aktiviteter og ophold i natur og grønne områder – én i 2018 og en opfølgende undersøgelse i 2023.

Data blev indsamlet gennem spørgeskemaer udsendt som digital post til repræsentative stikprøver af foræl­drene til børn i alderen 1 til 15 år. 4.593 børn indgår i undersøgelsen i 2023.

Undersøgelserne er gennemført af en gruppe forskere og fagpersoner i partnerskabet bag Center for Børn og Natur. Danmarks Statistik Survey har bidraget bl.a. med tekniske løsninger og udsendelse af spørgeskema.

Kilde Friluftsrådet.