Juni er over os og de nyåbnede udstillinger på Gl. Holtegaard høster anmelderroser!
Samtidig arbejder vi hårdt for at Gl. Holtegaard fortsat skal eksistere som kunsthal på allerhøjeste kunstfaglige niveau. I går fik vi den opløftende besked fra Kulturministeriet og Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at de har afsat 1 million kroner på årets kulturelle aktstykke til Gl. Holtegaard, hvis der kan findes en fremadrettet løsning!
Vi er naturligvis henrykte for opbakningen og rygstødet fra landets kulturminister, og håber at det vil bidrage til, at kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen nu snarest kan træffe en beslutning om, hvorvidt man ønsker at overtage ejendommen og redde Gl. Holtegaard.
Vi er langt fra i mål endnu og har stadig brug for jeres støtte!
En fantastisk gruppe af ildsjæle – under navnet Gl. Holtegaards Venner – har igangsat et borgerforslag, der kæmper for en fortsat kunsthal på Gl. Holtegaard.