På Frilandsmuseet Det Gamle Danmark holdes danskernes mange juletraditioner gennem tiderne i live, gennem alt fra Lucia-optog til kåljuletræer og historier om frække drillenisser.
Ved indgangen til Frilandsmuseet Det Gamle Danmark møder de besøgende i julemåneden den særlige stemning ved indgangen. Hyggelig julemusik byder velkommen, og et smukt Lucia-optog lyser op i december-mørket.
– Det er drømmen om jul, som det var førhen. Vi kan ikke love sne, men vi genbesøger de gamle traditioner, og det er det, der er charmen, siger Peter Darger, som er museets kunstneriske leder.
For at vise gæsterne, hvordan julen løb af stablen i gamle dage, vil der i flere af gårdene være pyntet op med juletræer og lys. Her kan man opleve både de fattiges jul, herregårdens julestads og julen som den tog sig ud på forskellige danske egne.
– Vi har en enkelt historie om en fattig gård i Vestjylland, hvor man havde et kåljuletræ, fordi man ikke havde råd til andet. Det er den slags sjove historier vi vækker til live på gårdene. Vi vil gerne vise, hvilket forhold forskellige mennesker har haft til julen gennem tiden, siger Peter Darger.
Teater og lækre sager
Med til historien om den danske jul hører også de mange smage – både dem der har slået bredt igennem som klejner og gløgg, og de mindre kendte og egnsbestemte godter. I Frilandsmuseets køkkener bliver der fyret op under gryderne, så gæster kan smage på brændte mandler og hjemmelavede æbleskiver.
Museets egne traditioner med teater og underholdning, vender også tilbage – i år i corona-venlige rammer. Forestillingerne om Drillenissen, der ikke får sin grød og Ole Lund Kirkegaards Nissepok er i år rykket udendørs, for at så mange som muligt kan være med.
– Vi er et rigtig godt bud på en fantastisk jule-oplevelse i en tid, hvor mange andre museer ikke har mulighed for at gennemføre de aktiviteter, de plejer at have. Vi har god plads, frisk luft og masser af hygge, siger Peter Darger.
Jul på Frilandsmuseet Det gamle Danmark 05/12/2020 – 20/12/2020, kun lørdag og søndag.