Hvordan skaber vi mere sammenhæng og mindre bureaukrati i den offentlige sektor? Det var emnet, da Minister for Offentlig Innovation, Sophie Løhde, 5. februar besøgte Bostedet Chr. X’ Allé.
På agendaen var videndeling og ideer til, hvordan der kan skabes en mere sammenhængende offentlig sektor og en bedre indsats for borgerne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Besøget havde særligt fokus på, hvilke arbejdsgange, rammer og regler der tager tid fra borgeren. Fra alle sider af bordet var der et stort ønske om tid til at fokusere på den kommunale kerneopgave – at levere bedst mulig velfærd samtidig med, at unødigt bureaukrati fjernes fra hverdagen.
Borgmester Sofia Osmani siger: “Vi har fået belyst og diskuteret store emner som fx besværlige lovbestemte arbejdsgange samt de dilemmaer, som ansatte kan komme ud i, når regler vanskeliggør den bedst mulige målrettede og personlige omsorg. Samtidig har mødet også givet os mulighed for at vende ideer til mindre greb, der kan gøre det daglige arbejde langt mere smidigt, og derved vores ydelser til kommunens borgere endnu bedre og mere helhedsorienteret.”
Ministeren havde selv bedt om at høre mere om nogle af de områder, hvor Lyngby-Taarbæk Kommune lykkes ekstra godt. Bostedet Chr. X’ Allé lagde derfor hus til besøget, og bostedets succesfulde arbejde med at skabe rammer for voksne med autisme, så de opnår en høj grad af selvstændighed blev præsenteret.