Kræftpatienter får flere og bedre muligheder for genoptræning.
Fra 1. september 2017 vil Lyngby-Taarbæk Kommune kunne tilbyde et bredere udvalg af træningsmuligheder for borgere, der har eller har haft kræft. Det oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune i en pressemeddelse.
Kommunalbestyrelsen har på sit seneste møde besluttet, at Lyngby-Taarbæk Kommune skal indgå i det tværkommunale samarbejde ”Vi samler kræfterne”, som har fokus på den fysiske træning i kræftrehabiliteringen. Ved at flere kommuner samarbejder, er der mulighed for at udbyde flere forskellige og mere målrettede genoptræningstilbud.
Samarbejdet er udviklet af en række nabokommuner, Kræftens Bekæmpelse samt Gentofte og Herlev hospitalerne og efter i en årrække at have fungeret som projekt, har det siden maj 2016 været et fast samarbejde.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget Bodil Kornbek uddyber:
”Vi vil som kommune gerne tilbyde rehabiliteringsforløb, der dækker alle behov. Ved at indgå dette samarbejde med andre kommuner, vil det blive muligt, da vi på tværs af kommunerne får mulighed for at tilbyde mere specialerede forløb. Det kan fx være forløb målrettet kvinder, der har haft brystkræft eller mænd, der lider af prostatakræft. Deltagerne fra de kommuner, hvori projektet har kørt i en årrække har været meget tilfredse med forløbene. Selvfølgelig kan der forekomme lidt længere transporttid, men det opvejes af, at selve træningsforløbet er mere langt mere målrettet den enkeltes behov.”
Læs mere her.