Nordsjællands Politi indfører tidsbegrænset opholdsforbud i Dyrehaven fredag den 14. august 2020 fra kl. 14 til kl. 24
For at undgå en gentagelse af dette i år med dertilhørende risiko for spredning af coronavirus/Covid-19 indfører Nordsjællands Politi et tidsbegrænset opholdsforbud i store dele af Dyrehaven gældende fredag den 14. august 2020 fra kl. 14 til kl. 24.
– Jeg er sikker på, at også de unge mennesker ved, at det for tiden er uklogt at forsamle sig i større grupper på kryds og tværs, og derfor havde mange af dem sikkert ikke tænkt sig at møde op i Dyrehaven på fredag, opholdsforbud eller ej, lyder det fra politidirektør i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow, som fortsætter:
– Vores vurdering baseret på tidligere års erfaringer er imidlertid, at skulle bare en mindre del af sidste års antal deltagere tage til fest i Dyrehaven i år, vil det skabe en for stor risiko for spredning af coronavirus, og derfor har vi fundet det nødvendigt med et tidsbegrænset opholdsforbud.
Et opholdsforbud betyder, at det er ulovligt at tage ophold et givent sted, og en overtrædelse af opholdsforbuddet kan straffes med en bøde på 2.500 kroner. Man må dog gerne bevæge sig i området, hvis der er tale om almindelig færden det pågældende sted, for eksempel en gåtur igennem det berørte område for at komme fra A til B.
– Vi forventer egentlig, at de unges sunde fornuft helt af sig selv medfører, at de ikke dukker op til fest i det fri i Dyrehaven. Vi vil dog på dagen alligevel være til stede ved indgangene til Dyrehaven for at vejlede besøgende i alle aldre om, at der er opholdsforbud. Skulle nogen trods dette vælge at trodse opholdsforbuddet, er vi også til stede inde i selve Dyrehaven, og vi har naturligvis bødeblokken med – men en vellykket fredag aften i Dyrehaven er for vores vedkommende, hvis bødeblokken må blive i lommen, slutter Jens-Christian Bülow.