Fremmødet var stort, da Lyngby-Taarbæk Forsyning arrangerede affaldsdag på Lyngby Torv. Gennem hele dagen bidrog flere hundrede voksne og børn til, at byen og naturen i Lyngby-Taarbæk blev en hel del renere:
Det er en fælles opgave at passe på naturen. Og den opgave tog vores kunder virkelig på sig, da vi den 6. april inviterede til affaldsindsamling. Mere end 200 voksne og børn deltog i arrangementet, der foregik på Lyngby Torv og både bød på vigtig viden om affaldssortering og underholdning for børn i alle aldre.
Stort lokalt engagement
Allerede ved arrangementets åbning klokken 10 kiggede de første mange kunder forbi Lyngby Torv for at få udleveret gribetænger, skraldeposer og handsker for at kunne gå på skraldejagt. Og så kom der ellers løbende flere til, som timerne skred frem.
De fleste kom sammen med deres familie, men der var også nogle, der kom alene, fordi de brændte for at gøre naturen en tjeneste. Vi oplevede også, at forældre til børn i den samme institution eller skole havde planlagt en fælles affaldsindsamling.
Mange tog en runde i det omkringliggende område, mens andre begav sig længere væk, fx hjem i deres eget nabolag, ved børnenes skole eller et område, hvor de havde set affald ligge og flyde i naturen.
Alle vendte tilbage til Lyngby Torv for at aflevere det indsamlede skrald til os – langt de fleste med propfyldte skraldeposer. Da arrangementet var slut, havde vi indsamlet nok affald til at fylde hele den lille lastbil, vi havde lånt fra genbrugsstationen.
Masser af underholdning for de mindste
Som belønning for deres flotte indsats, fik alle børnene et diplom for at have bidraget til en renere by og natur samt en billet til et hav af sjove aktiviteter.
De kunne fx boltre sig i en kæmpe hoppeborg udformet som en aktivitetsbane, få en valgfri glimmer tatovering og deltage i en sorteringskonkurrence, hvor vi efterfølgende har fundet en vinder ved lodtrækning. Vi uddelte også müslibarer og juice til dem, der havde brug for en snack.
Derudover var det et stort hit blandt børnene at prøve at betjene en skraldebil. To af vores dygtige skraldemænd, der til dagligt sørger for, at vores kunder kan komme af med deres affald, stod klar til at vejlede og hjælpe børnene med at trykke på de rigtige knapper. Dem, der havde lyst, fik også muligheden for at komme med ind på førersædet.
Læs mere og se billeder fra dagen her:
