Onsdag den 16. oktober kl. 7 var der spænding i luften hos 365discount på Lyngby Hovedgade. Nina Laursen mødte op til en oplevelse ud over det sædvanlige, da hun havde vundet muligheden for at “tømme” butikken for dagligvarer på tre minutter.
Indkøbsdrømmen blev til virkelighed for Nina Laursen fra Lyngby.
Blandt 18.834 personer var Nina en af blot tre heldige danskere, der havde fået muligheden for at komme ind i en 365discount-butik før åbningstid, hvor hun på tre minutter måtte “tømme” butikken.
I forbindelse med dagligvarekædens 4-års fødselsdag havde 365discount udloddet “Tøm en butik”-præmier til de tre heldige kunder, der kunne gætte, hvor mange fødselsdagsballoner der var skjult i kædens digitale tilbudsavis.
Med adrenalinen susende gennem kroppen stormede Nina Laursen onsdag morgen gennem butikken og greb sine yndlingsvarer fra hylderne. Hun nåede blandt andet at fylde indkøbsvognen med olivenolie, Nutella, kaffe, øl, sodavand og rengøringsprodukter på de tre minutter, der var afsat til indkøbsræset.
”Jeg tager det hele som en stor oplevelse,” sagde Nina efter sin vilde indkøbstur.
Butikschef Mark Sandberg hos 365discount på Lyngby Hovedgade var også begejstret:
”Vi forsøger altid at bringe et smil frem hos vores kunder, og i dag var ingen undtagelse. Det er fantastisk, hvordan kunderne i Lyngby har taget imod os som en relativt ny discountkæde i byen, og denne konkurrence har været en god mulighed for at give lidt tilbage til vores kunder.”
Konkurrencen løb fra 29. august til 11. september og havde en præmieværdi på 3.650 kr.