Tivoli forvandles til et danseparadis, når 1185 dygtige dansere fra hele Danmark står klar til at vise deres talenter på scenen lørdag den 21. september. Danseskolerne Lyngby Dans og Love 2 Dance deltager med henholdsvis 30 og 186 dansere. Gæster kan se frem til mange forskellige stilarter som latin, standard, disco og hiphop. Udover de mange opvisninger skal der også kæmpes om medaljerne til Tivoli Mesterskaberne på Plænen.

Pressefoto Tivoli

Danseskolernes Dag i Tivoli starter klokken 12.00, og Tivolis besøgende kan se frem til en dag fyldt med energiske opvisninger. Uanset om man er til TikTok-danse, jitterbug, hiphop eller moderne koreografier, er der noget for enhver smag. Danseshowsne kan opleves på både Pantomimeteatret og Plænen, hvor danserne får mulighed for at vise deres færdigheder frem.

Henning Christensen, formand for De Danske Danseskoler, ser frem til dagen:

”For eleverne er Danseskolernes Dag i Tivoli en årlig festdag og en fælles start på den nye sæson, hvor de får mulighed for at vise deres dans frem på to af Danmarks mest ikoniske scener, nemlig Pantomimeteatret og Plænen i Tivoli. For danseskolerne er dagen ligeledes en unik mulighed for at vise, hvordan de private danseskoler bidrager til landets folkesundhed og socialt fællesskab, og at der produceres dans til alle niveauer og aldre fra begynder til verdensmester.”

Tivoli Mesterskaberne
En af dagens store begivenheder er Tivoli Mesterskaberne, der afholdes på Plænen klokken 16.30. Mesterskaberne, som kan spores helt tilbage til 1930’erne, blev genoptaget i 2006 og er siden blevet en fast del af Danseskolernes Dag. Her vil sæsonens bedste dansere indenfor sportsdans, standard og latin samt disco solo og duo dyste om medaljerne.

Master Show og Lørdagsdans
Som afslutningen på programmet fremføres Master Show 2024 klokken 17.15 på Plænen. Her vil publikum kunne opleve flere verdens- og europamestre i en imponerende danseopvisning. Senere på aftenen fortsætter dansen, når Tivoli Late Night Orchestra spiller op til LørdagsdagsDans klokken 22.00. Her har alle gæster mulighed for at være med, når dansegulvet foran Plænen åbner under stjernehimlen.

Program
12.00 Opvisning på Pantomimeteatret
12.45 Opvisning på Plænen
13.45 Opvisning på Pantomimeteatret
14.30 Opvisning på Plænen
16.00 Opvisning på Plænen
16.30 Tivoli Mesterskaberne på Plænen
17.15 De Danske Danseskoler Master Show på Plænen.

www.tivoli.dk