Hvert år mister alvorligt syge mennesker livet, mens de står på venteliste til et nyt organ. Sidste år var det 28. Derfor lægger regeringen med et nyt lovforslag, der netop er sendt i offentlig høring, op til at ændre på modellen for samtykke til organdonation. De nye regler forventes at træde i kraft 1. juni 2025.

Foto ABW

Tidligere i år fremsatte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde på vegne af regeringen et beslutningsforslag i Folketinget om at ændre samtykkemodellen til organdonation.

Beslutningsforslaget blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, og det følges nu op af et lovforslag, der netop er sendt i en bred, offentlig høring.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Vi har i mange år forsøgt at få flere til at tage stilling til organdonation gennem oplysningskampagner og andet, men der er fortsat rigtig mange, der ikke har fået det gjort, selvom de bakker op om organdonation. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget andet og mere. Og jeg håber, at den nye samtykkemodel sammen med indførelsen af organdonation efter hjertedødskriteriet og de øvrige initiativer i den nye handleplan kan være med til at redde livet for flere, der venter på et nyt organ.

Helt konkret betyder den nye model, at man automatisk registreres som potentiel donor i Organdonorregisteret, når man fylder 18 år, og at man aktivt skal bekræfte sin registrering for at blive donor.

De pårørende vil altid blive spurgt, hvis den afdøde ikke har taget stilling eller registret sit valg i Organdonorregisteret.

Den ændrede samtykkemodel er en del af en national handleplan for organdonation, som blev præsenteret i juni i år.

Læs mere om handleplanen

Det forventes, at lovforslaget om den ændrede samtykkemodel vil blive fremsat i november.

For at give borgerne god tid til at blive oplyst og gøre sig overvejelser om organdonation, vil den nye model for samtykke først træde i kraft seks måneder efter, at lovforslaget er vedtaget. Det vil forventeligt blive 1. juni 2025.

I forbindelse med at den nye samtykkemodel bliver indført, vil alle over 18 år få tilsendt to breve om ændringen både før og efter ikrafttrædelsen af lovændringen.

Derudover vil alle unge fremover modtaget et brev, når de fylder 18 år, hvori de gøres opmærksomme på, at de automatisk er tilmeldt Organdonorregistret, og hvordan de tager stilling til organdonation. Formålet er bl.a. at sikre, at de ikke tror, at de automatisk er tilmeldt registret, uden at de har bekræftet deres stillingtagen.

Lovforslaget kan læses på Høringsportalen

Læs her.