I forbindelse med ledningsrenovering fjerner Lyngby-Taarbæk Forsyning løbende gamle brandhaner, der ikke længere bruges. Og dem, der stadig er her, bliver årligt gennemskyllet af Beredskab ØST, så det vand, de indeholder, når ikke at samle bakterier, der potentielt kan påvirke drikkevandet.
De seneste uger har nogle medier bragt nyheden om, at gamle brandhaner udgør en risiko for kvaliteten af drikkevandet. Hvis brandhanerne ikke bliver brugt, ligger vandet stille i standerrøret, det vandrør der fører op til brandhanen, hvilket øger risikoen for, at der dannes bakterier i vandet – vand som kan risikere at løbe ud i hovedledningen, hvorfra der sendes drikkevand ud til borgerne.
En historie der forståeligt har vakt bekymring blandt flere. Som borger i Lyngby-Taarbæk kan du dog trygt drikke det vand, der kommer ud af hanen. Problemet gør sig nemlig slet ikke gældende her.
I Lyngby-Taarbæk er der ikke så mange brandhaner tilbage, som der tidligere har været. I dag bruges der nemlig mindre vand under brandslukning, og brandvæsenet medbringer ofte selv vand, så brandhanerne er blevet overflødige. De bliver derfor løbende fjernet i forbindelse med, at vi renovere ledningsnettet. Dette arbejde vil dog strække sig over en længere årrække, så der vil gå mange år, før den sidste brandhane er væk.
Det er Beredskab ØST, der ejer alle brandhanerne i vores forsyningsområde, og som løbende fører tilsyn med dem. Hvert år foretager de en gennemskylning af brandhanerne for bl.a. at sikre, at de er funktionsdygtige i tilfælde af, at de skulle blive taget i brug. Her bliver standerrøret tømt. Der er dermed ikke noget vand, der får lov til at ligge stille i en længere periode og samle bakterier.
Brandhanerne i Lyngby-Taarbæk udgør med andre ord ikke nogen forureningsrisiko for drikkevandet.