Letbanearbejderne synger på sidste vers, men før verden vender tilbage til mere normale tilstande, så skal der også lægges skinner i krydset Lyngby Hovedgade/Klampenborgvej. Det sker – så vidt vides pt– i perioden 3. september til 30. september.
Teknisk udvalg har besluttet at lukke Hovedgaden fra Toftebæksvej frem til krydset og fra Nørgaardsvej frem til krydset i forbindelse med dette arbejde. Service- og beboerkørsel er selvfølgelig muligt i hele perioden.
Den første weekend, hvor vejene er lukkede, er der Liv i Lyngby, men den resterende tid er det muligt at lave store og små events i gaden. Det kan være alt lige fra en time til flere dage.
En af de helt åbenlyse fordele for en arrangør i denne periode er, at afspærring og skiltningen er på plads. Den skal I hverken bekymre jer om eller betale for.
Hvis I skulle have lyst at lave lidt ”gang i gaden”, så er I velkommen til at kontakte Karen og Søren fra kommunen på erhverv@ltk.dk til en uforpligtende snak om jeres muligheder.