Den globale medicokoncern Phillips Medisize, som er en Molex-virksomhed, har udnævnt Cecilie Rørbye som ny administrerende direktør i Danmark og Vice President of Global Innovation & Development in Europe med tiltrædelse per 1. juli. Cecilie Rørbye kommer fra en stilling som Nordic Managing Director hos Atos Medical, som er ejet af Coloplast.

Phillips Medisize, som på verdensplan beskæftiger omtrent 6.000 medarbejdere, har fundet en ny profil til direktørposten i Danmark. Det danske team tæller mere end 200 medarbejdere og har

Pressefoto af Cecilie Rørbye

kontorer i Struer og Virum.

Det bliver Cecilie Rørbye, som per 1. juli tiltræder som ny administrerende direktør i Danmark. Samtidig bliver hun Vice President for koncernens afdeling Global Innovation & Development in Europe. Kontorerne i Struer og Virum er europæisk hovedkvarter for innovation og udvikling, og Cecilie Rørbye kommer dermed til at spille en vigtig rolle i at sikre de rette rammer for nyskabelse af injektorer, penne og andet medicinsk udstyr.

– I tæt samarbejde med nogle af verdens førende virksomheder inden for lægemidler, medicinsk udstyr og in vitro-diagnostik udvikler og producerer Phillips Medisize produkter, som hjælper millionvis af mennesker verden over. Det er derfor med stor ydmyghed og respekt, at jeg tilgår opgaven, når jeg per 1. juli tiltræder som administrerende direktør for den danske afdeling. Jeg ser samtidig frem til som ny Vice President at lede koncernens afdeling ’Global Innovation & Development in Europe’, der udgør en vigtig brik i arbejdet med at sikre viden og skabe innovation, som kan gøre en stor og mærkbar forskel for mange mennesker, siger Cecilie Rørbye.

Cecilie Rørbye har mere end 20 års erfaring inden for pharma og medtech, hvor hun har haft flere ledende stillinger i organisationer som Novartis, Janssen J&J, Biogen Idec og GSK. Senest har hun været Nordic Managing Director hos Atos Medical, som er ejet af Coloplast og udvikler medicinsk udstyr til mennesker med halsstoma. Hun begyndte sin karriere som sygeplejerske og har siden taget flere uddannelser, herunder en MBA fra London South Bank University samt Executive Management Program fra INSEAD.

– Det glæder mig meget, at Cecilie Rørbye bliver ny administrerende direktør i Danmark og Vice President for Global Innovation & Development in Europe. Med Cecilie får vi en særdeles kompetent direktør, der kan bidrage med mange års branchekendskab og erfaring med at få implementeret strategi, der får medicinske produkter fra idé til markedet. Jeg er derfor sikker på, at Cecilie er den rette til at lede teamet i retningen af vores ambitiøse mål, siger Brett Landrum, Vice President i Global Innovation & Development hos Phillips Medisize.

Læs mere om Phillips Medisize på www.phillipsmedisize.com.