Hvert år uddeler Kultur- og Fritidsudvalget de såkaldte §18 midler til lokalforankrede foreninger og initiativer. Midlerne uddeles som et led i at støtte og styrke frivillige sociale aktiviteter i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Foto: ABW

Årets §18 midler – i alt 990.000 kr. – er nu uddelt til 43 lokale initiativer og foreninger.

Støtten gives til frivilligt socialt arbejde målrettet sårbare og udsatte borgere i kommunen. For eksempel er der i år givet støtte til selvhjælps- og netværksgrupper for tidligere misbrugere, sociale aktiviteter på kommunens plejecentre samt aktiviteter målrettet sårbare unge.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Casper Strunge siger:

”Sociale fællesskaber og netværk er med til at give et meningsfyldt indhold i hverdagen, både for dem, der modtager hjælpen og for dem, der yder indsatsen som frivillig. Det vil vi gerne være med til at støtte med §18 midlerne. Desuden har vi i Kommunalbestyrelsen i forbindelse med Budget 2024-27 indarbejdet en hensigtserklæring om at afdække muligheder for øget samarbejde med frivillige og civilsamfund til gavn for både borgere og medarbejdere. I det nye år skal vi undersøge, hvordan vi øger dette vitale samarbejde.”

Næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget, Christian Winther supplerer:

”Jeg glæder mig over, at vi igen i 2024 kan støtte det uundværlige arbejde som vores lokale foreninger og frivillige ildsjæle udfører i løbet af året. Den indsats, de yder indenfor frivilligt socialt arbejde, er med til af mindske ensomhed, øge trivsel og ikke mindst skabe muligheden for at flere borgere kan blive en del af Lyngby-Taarbæks mange fællesskaber.”

§18 midlerne støtter frivillige sociale indsatser, der gør en positiv forskel for borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune, der er i en socialt udsat eller sårbar livssituation. Indsatsen skal være med til at mindske og forbygge sociale og sundhedsmæssige udfordringer. Tilskud sker i henhold til Servicelovens § 18.

Kilde.