Lyngby Storcenters kunder kan glæde sig til gode tilbud på elektronik og hvidevarer, når Elgiganten åbner stor, ny butik i to etager. Det en drømmebeliggenhed, fortæller Elgiganten.

Der er elektronik, hårde hvidevarer og tilbud i massevis, når Elgiganten for første gang åbner en butik i Lyngby Storcenter. Butikken er i to etager, og de 1.600m2 fyldes blandt andet med et stort gaming-område og en af Danmarks største Apple-butikker. Elgiganten Lyngby har første åbningsdag den 8. december.

Elgigantens administrerende direktør Peder Stedal har længe haft et godt øje til storcenteret og glæder sig til åbningsdagen.

”Vi ser meget frem til åbningen i Lyngby Storcenter. Det er en beliggenhed, vi længe har haft i kikkerten, så det er skønt at se det blive til virkelighed. Udover at vi bliver en del af det særlige byliv i Lyngby, får vi også godt selskab fra de gode nabobutikker, vi kender i forvejen fra Frederiksberg Centret. Et godt butiksmiks, et stort udvalg og lave priser giver et rigtig godt udgangspunkt for at få en masse glade kunder,” siger Peder Stedal.

Udover det store udvalg af elektronik og hvidevarer, afslører Peder Stedal, at butikken kommer til at have et helt ny telekoncept med et kæmpe udvalg af mobiltelefoner, og der vil også være en af Danmarks største Apple shop-in-shops. Til den voksende skare af gamere – gamle som unge – kan man besøge det store gamerområde med konsoller, spil og virtual reality. Der vil desuden være et ”Click and Collect”-område i parkeringskælderen, hvor kunder kan hente deres bestilte varer direkte ind i bilen.

Alt under ét tag
Hos Lyngby Storcenter er åbningen et vigtigt skridt mod at møde kundernes behov og give dem endnu et stop på shoppeturen. Casper Didriksen von der Ahé, Center Manager i Lyngby Storcenter, mener, at åbningen er et positivt bidrag til centrets ankerlejerstruktur, der vil skabe stor glæde for de mange handlende.

”Vi ved, at der er efterspørgsel, og det er en kategori, vi ikke havde før. Elgigantens store udvalg betyder, at vores gæster i højere grad kan finde alt under samme tag. Vi er sikre på, at det bliver en stor succes og gør centret endnu mere attraktiv for de handlende,” siger Casper Didriksen von der Ahé.

Den holdning deles af Jesper Faurholdt fra Danske Shoppingcentre, der driver Lyngby Storcenter og 16 andre shoppingcentre i Danmark.

”Det er vores ambition at eje og drive landets bedste shoppingcentre. Med åbningen Elgiganten i Lyngby Storcenter tager vi endnu et vigtigt skridt på vejen. I Danske Shoppingcentre har vi altid fokus på, at vores centre er aktuelle og attraktive for vores mange kunder, og at de har et butiksmiks, som følger med udviklingen. Derfor er vi overbeviste om, at Elgiganten vil skabe mange gode indkøbsoplevelser for vores kunder,” siger Jesper Faurholdt, administrerende direktør i Danske Shoppingcentre.

 

Pressefoto