Skuespillerforeningen af 1879 og RevyDanmark har netop for 45. gang afholdt Revyernes Revy – og det blev igen i år en super festlig aften med underholdende indslag fra alle landets sommerrevyer! Revyernes Revy afholdtes i Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken, og traditionen tro uddeltes der også i år velfortjente priser i en række kategorier. RevyDanmark skriver i sin pressemeddelelse:
“Forestillingen var en overdådig blomsterbuket af numre sat sammen på den helt rigtige måde under ledelse af instruktør Michel Carstenholt. Den veloplagte konferencier Martin Knudsen førte publikum igennem aftenens show. Slutteligt var det henholdsvis formand Steen Stig Lommer og næstformand Gunvor Reynberg for Skuespillerforeningen af 1879, der overrakte de mange priser.”
De tilføjer: “RevyDanmark glæder sig over endnu en Revyernes Revy, hvor dansk revykunst præsenteres på fornemmeste vis. Revy er jo scenekunst, hvor tidens emner er på spil og magthaverne og andre fremtrædende personer står for skud i et aktuelt perspektiv. Det kan også være om generelle tendenser, hvor vi som mennesker får et satirisk puf. Derfor er revyerne med til at skabe debat mellem os mennesker med satiren som udgangspunkt.
Revyerne tager traditionen tro fat i årets samfundsmæssige udfordringer, som i 2023 har særligt har været sundhedsskandalerne, regeringspartiernes/formændenes studehandler og løftebrud. Klima som jo ellers er det helt store tema på dagsordenen i hele verden har i lidt mindre omfang været et gennemgående tema, hvilket det dog i stort omfang har været de tidligere år.”
Prisvindere
Årets revy: Cirkusrevyen – sponsoreret af Familie Journalen.
Årets Dirch – Årets Revykunstner: Bodil Jørgensen, Cirkusrevyen – sponsoreret af BilledBladet.
Årets Revykomponist: Johann Gustav, Bornholms Sommerrevy – sponsoreret af Koda Dramatik
Årets Revyforfatter: Carl-Erik Sørensen – sponsoreret af Koda Dramatik
Revyprisen: Sanne Falk – sponsoreret af Varelotteriet, som i forvejen støtter kulturen gennem RevyDanmark.
Årets Talentpris: Teit Samsø, Sønderborg Sommer Revy Show – sponsoreret af Dansk Solist Forbund.
Æresprisen: Jan Schou – sponsoreret af Danske Populær Autorer.
Mere end 250.000 mennesker i hele landet har i løbet af sommeren set revy, men der er faktisk stadig flere revyer, der først har premiere her i efteråret – så du kan endnu nå at invitere familien med til en festlig aften!
Læs mere om Revyernes Revy her og om RevyDanmark her.