Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/07/20-2020/07/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Maling stjålet fra lastbil
Kgs. Lyngby: En lastbil, som holdt på en rasteplads langs Helsingørmotorvejen mens chaufføren fik et hvil, var for stor en fristelse for en tyv, som benyttede lejligheden til at stjæle en europalle med flere spande maling fra sættevognen. Tyveriet fandt sted mellem søndag aften klokken 23.00 og mandag morgen klokken 06.30.
Stjal kød og vin
Kgs. Lyngby: En 38-årig mand fra Charlottenlund blev onsdag eftermiddag klokken 16.39 sigtet for butikstyveri, efter han havde stjålet kød og vin i Netto på Lyngbygårdsvej.
Kortslutning under køkkenvask
Kgs. Lyngby: Natten til torsdag medførte en kortslutning i en samledåse under en køkkenvask i en bolig på Brede, at noget plastik smeltede og udviklede røg. Varmen fra kortslutningen smeltede delvis en vandtilslutning og en vandstråle herfra slukkede den brand, som var ved at opstå i samledåsen.
Fest i det fri lukket ned, Kongens Lyngby
Klokken 15.10 blev det anmeldt, at omtrent 200 mennesker var samlet til livemusik ved en viadukt nær Lyngby Sø og Rustenborgvej.
En patrulje blev sendt til stedet, og efter en god snak mellem nogle af gæsterne og patruljen, valgte deltagerne at lukke ned for arrangementet.