NemID lukker den 30. juni 2023. Herefter kan du kun tilgå digitale selvbetjeningsløsninger med MitID.

Hele NemID lukker. Det vil sige nøgleapp, nøglekort, nøgleviser, Voice Response-løsningen, medarbejdersignatur og Sikker e-mail. Efter den 30. juni 2023 vil det heller ikke længere være muligt at logge ind på nemid.nu og få indsigt i din NemID-historik via hændelsesloggen.

Fra primo marts vil brugere af NemID blive varslet om den forestående nedlukning i NemID nøgleapp med teksten:

”30. juni 2023 lukker NemID. Efter denne dato kan du ikke længere bruge NemID. Brug MitID allerede nu”.

Har du ikke fået MitID endnu?
Du kan få MitID på flere måder. Du kan få MitID ved at scanne dit pas i MitID appen eller ved at møde op i Borgerservice. Frem til juni 2023 kan du også få MitID på MitID.dk.

Læs mere på MitID.dk/komigang

Nedlukning af Sikker e-mail-løsningen
Sikker e-mail-løsningen, som man kender i NemID, bliver ikke videreført i MitID. Er du, eller har du været bruger af Sikker e-mail i NemID, vil du ikke kunne sende og modtage e-mails gennem NemID, når NemID er lukket.

MitID kan heller ikke bruges til at dekryptere gamle e-mails krypteret med NemID. Når NemID er lukket ned, mister du adgangen til dine e-mails krypteret med NemID. Gem dine krypterede e-mails i PDF-format inden medio 2023, hvis du fortsat har brug for at læse dem.

Bemærk, at hvis du er bruger af NemID på hardware eller nøglefil, vil du fortsat vil kunne åbne dine e-mails krypteret med NemID.

Hvis du har spørgsmål til Sikker e-mail kan du kontakte supporten via nemid.nu.

MitID Erhverv erstatter NemID medarbejdersignatur
Når NemID lukker den 30. juni 2023, ophører NemID til Erhverv, hvilket inkluderer NemID medarbejdersignatur og herunder virksomheds- og funktionscertifikater.

I skal derfor tilslutte jer MitID Erhverv inden da og udskifte organisationens certifikater for at sikre, at I fremover for eksempel kan håndtere sikker e-mailkommunikation, læse Digital Post, søge om refusion af løn til barsel eller logge på andre offentlige selvbetjeningsløsninger.

Læs mere om MitID Erhverv på mitid-erhverv.dk, hvor der også er hjælp at hente.

Foto ABW

Kilde Digitaliseringsstyrelsen.