Når letbanen åbner, skal den køre gennem krydset Engelsborgvej/Buddingevej. Det er derfor nødvendigt at ombygge dette kryds, hvilket kræver en omlægning af trafikken.
Kørsel ad Engelsborgvej via Buddingevej til og fra viadukten ved Lyngby Station opretholdes. Trafik til og fra Ulrikkenborg Plads skal foregå via Ulrikkenborg Alle. Det samme gælder beboerkørsel til Buddingevej, som det ses på kortet herunder.
Hovedstadens Letbane forventer, at deres entreprenør, Per Aarsleff A/S, foretager de trafikale ændringer den 14. februar 2023, hvorefter de påbegynder arbejdet med at ombygge krydset. Afspærring og omkørselsruter vil være markeret ved hjælp af skiltning, og de forventer, at trafikomlægningen vil vare frem til udgangen af juni 2023.
Hvad betyder arbejdet for dig, der bor eller færdes på strækningen
Arbejdet udføres i hverdagene inden for almindelig arbejdstid, som i Lyngby-Taarbæk Kommune er hverdage mellem kl. 7 og 18 og lørdage mellem kl. 7 og 14. Mens arbejdet står på kan du forvente arbejdskøretøjer i området samt støj fra almindelige entreprenørmaskiner.
Hvad skal de bygge?
Arbejdet på strækningen vil fortsat være traditionelt vejarbejde i overfladeniveau, hvor de blandt andet skal lægge de sporkasser, som letbaneskinnerne sidenhen skal monteres i. Det kræver, at de skærer og bryder asfalt op, hvilket kan give anledning til støj i starten. Dog forventer de ikke at skulle udføre spunsarbejde eller andet lignende tungt arbejde.
Få trafikinformation
Arbejdet kan desværre ikke undgå at påvirke trafikken. Følg skiltningen i området og husk at passe godt på byggearbejderne og hinanden, mens arbejdet står på. På deres hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har de samlet overblikket over, hvor du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation – uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport. Følg skiltningen i området og husk at passe godt på byggearbejderne og hinanden, mens arbejdet står på.
De og deres entreprenør beklager de gener, arbejdet giver.
Følg byggeriet på deres hjemmeside
Du kan altid følge byggeriet på dinletbane.dk/lyngby, som de løbende opdaterer med information om arbejdet. På kortet på hjemmesiden kan du se, hvor de arbejder i øjeblikket, og du kan klikke dig videre til nærmere information om de enkelte arbejder, arbejdstider og byggeaktiviteter. Du kan også læse meget mere om letbanen og dens betydning for området langs Ring 3.
Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte dem på info@dinletbane.dk eller 7242 4500.