Flere og flere kunder i alle aldre kommer ind i vores butikker og spørger efter “en højtaler til hjemmet”. Og kan én højtaler ikke lyde udmærket? Jo, det kan den såmænd godt, hvis du mest bruger den til baggrundsmusik eller taleradio. Men du snyder altså dig selv for en stor del af oplevelsen. Alting bliver ikke bare meget mere lækkert med to højtalere – det er faktisk forkert ikke at spille musikken igennem to højtalere – i stereo!
Om du er til pop, metal eller andet, så knokler din yndlingskunstner i musikstudiet for at få musikken til at lyde realistisk på to højtalere. Så du kan fornemme sangeren i midten, trommeslageren i baggrunden, guitaristen ude til venstre og hele rummet lige foran dig. Den oplevelse kan du ikke få med én højtaler. Derfor fortjener du et sæt stereohøjtalere mindst ét sted i dit hjem.
I dag kan du vælge mellem et utal af stereohøjtalere til enhver smag og ethvert behov. Du kan få dem små, smarte, trådløse, med indbygget anlæg og i mange forskellige former og farver. Og ja – du kan også få dem store og stærke, hvis du er til det.
For at brænde igennem med vores budskab: “Musik er skabt til stereo – del lyden“, har vi taget drastiske midler i brug. Se vores video ovenfor, hvis du vil opleve en voldsom motorsav, en frisk direktør og en dyr højtaler, der må lade livet for den gode sag.