Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/03/18-2022/03/29.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Hærværk, Kgs. Lyngby
En varebil, som holdt parkeret på Vinkelvej, blev mellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 07.10 udsat for hærværk, idet en ukendt gerningsperson her spraymalede tags på bilens bagende og ene side.
Spirituskørsel, Kgs. Lyngby
Klokken 01.37 blev en 84-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby standset og kontrolleret på Lyngby Hovedgade. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.
Stjal briller, Kgs. Lyngby
Søndag eftermiddag klokken 14.30 stjal to 44-årige mænd, den ene fra Taastrup og den anden med ukendt adresse, to par briller fra Thiele i Lyngby Storcenter samt nogle t-shirts fra forretningen Quint. De blev begge sigtet for forholdene.
Forsøgte at standse tyv, Kgs. Lyngby
En 63-årig mand forsøgte torsdag formiddag at forhindre en tyv i at stikke af fra Blomstervænget med en båd, der stod på en trailer. Manden stillede sig i vejen med sin cykel, da tyven ville køre fra stedet, men måtte springe til side, da tyven ikke satte farten ned. Mandens cykel blev ødelagt og han blev ramt i ryggen af båden. Gerningsmanden beskrives som dansk, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, iført sort fleecetrøje med nogle bogstaver, muligvis “KI”. Han kørte i en større bronzefarvet bil, muligvis en SUV.
Stjal parfume, Kgs. Lyngby
To københavnske mænd på henholdsvis 34 og 40 år blev torsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri samt overtrædelse af våbenloven. De to havde stjålet parfume i Lyngby Storcenter og blev tillige fundet i besiddelse af en hammer samt en kniv.
Butikstyveri, Hellerup
Klokken 18.49 blev det anmeldt, at to mænd havde forsøgt at stjæle vin og frugt for i alt 75 kroner fra Netto på Lyngbyvej nær Tubprgvej. Da de to var udenlandske statsborgere blev en patrulje sendt til stedet, hvor en henholdsvis 41-årig mand og en 46-årig mand blev sigtet for forholdet.
Færdselsuheld, Virum
En 51-årig mandlig bilist fra Greve kørte klokken 10.01 ad Virumvej i ordvestlig retning, hvor han i krydset ved Kongevejen påkørte en 21-årig mandlig cyklist, som kom kørende ad Kongevejen i sydvestlig retning og skulle krydse vejen. Grundet lettere tilskadekomst blev cyklisten efterfølgende kørt med ambulance til behandling på hospitalet. Det kan ikke afvises, at der kan ske sigtelse i sagen.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
En butiksdetektiv tilbageholdt klokken 11.55 to unge drenge, som havde stjålet varer fra Føtex i Lyngby Storcenter. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf drengene, en 15-årig fra Lyngby og en 14-årig fra Lyngby. Den 15-årige blev sigtet for butikstyveri, og grundet drengenes unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.
Stjal parfume og morgenmad, Kgs. Lyngby
En 28-årig mand fra Helsingør blev mandag eftermiddag klokken 16.11 taget for butikstyveri i Lyngby Storcenter, hvor han havde stjålet tre flasker parfume og en pakke morgenmad.
Mistænkelige unge i cykelkælder, Kgs. Lyngby
En borger kontaktede mandag aften klokken 20.10 politiet og fortalte, at tre unge mænd i 14-15 års alderen rendte rundt i cykelkælderen på Jernbanepladsen og forsøgte af komme ind i den aflåste del af kælderen. En patrulje kørte til stedet, men de unge var ikke at finde i området.
Brand, Kgs. Lyngby
Klokken 09.19 blev det anmeldt, at der var brand i en skammel i en bolig på Sorgenfrigårdsvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte hurtigt fik kontrol over situationen.
Indbrud i restaurant, Kgs. Lyngby
Klokken 11.43 blev det anmeldt, at der klokken 02.01 natten til søndag havde været indbrud i en restaurant på Lyngby Hovedgade. Via blandt andet efterforskning blev en 45-årig mand fra Hillerød og en 55-årig kvinde fra Charlottenlund anholdt og sigtet for indbruddet i løbet af søndagen, og de to bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby mandag klokken 11.30.
Tyveri fra lomme, mellem København og Hillerød
Klokken 14.42 anmeldte en 19-årig kvinde fra Virum, at hun havde fået stjålet sin iPhone 12 fra sin lomme natten til søndag, imens hun havde blundet i S-toget i retning fra København til Hillerød.
Butikstyveri, Hellerup
En butiksdetektiv anmeldte klokken 18.11, at en udenlandsk mand blev tilbageholdt i Netto på Lyngbyvej, da han havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf manden, som var 33 år. Han blev af patruljen anholdt og sigtet for butikstyveri.
Brand i køretøj, Kgs. Lyngby
Klokken 03.05 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en knallert, som stod parkeret på Sorgenfrigårdsvej. En patrulje kørte til stedet, hvor knallerten blev fundet udbrændt. I en nærliggende bygning var en rude blevet knust, og det kan ikke afvises, at de to hændelser har relation til hinanden.
Det er politiets formodning, at branden ikke har nogen relation til den brand på Sorgenfrigårdsvej anmeldt søndag morgen klokken 09.19, der ligeledes figurerer på dette uddrag af døgnrapporten.
Hærværk, Kgs. Lyngby
Klokken 10.02 indløb der anmeldelse om, at en mand skabte utryghed ved Aldi i Lundtofteparken. En medarbejder forsøgte at tale med manden, hvilket fik manden til at kaste med ting i butikken. En patrulje kørte til supermarkedet, hvor manden, en 34-årig fra Kgs. Lyngby, blev sigtet for hærværk og bortvist fra stedet.
Tyveri fra byggeplads, Kgs. Lyngby
Klokken 10.59 blev det anmeldt, at der i løbet af natten var blevet stjålet en pakke med tømmer fra en byggeplads på Miljøvej.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Personalet i Magasin anmeldte klokken 14.24, at de tilbageholdt en ung pige, som havde stjålet makeup fra stormagasinet. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf pigen, en 14-årig fra Søborg, som de fik en alvorlig snak med. Derudover blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.