Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/03/07-2022/03/15.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Personalet i Fakta på Jernbanepladsen anmeldte klokken 11.03, at de tilbageholdt en udenlandsk kvinde, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf kvinden, som var 37-år, og hun blev af patruljen anholdt og sigtet for butikstyveri.
Tyveri fra byggeplads, Kgs. Lyngby
Det blev klokken 12.04 anmeldt, at der i løbet af weekenden var blevet stjålet kabler og anden elektronik fra en byggeplads på Akademivej.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Personalet i Magasin tilbageholdt klokken 13.19 to unge kvinder, som havde stjålet varer fra stormagasinet. En patrulje kørte til stedet, hvor de to kvinder, en 17-årig fra Hørsholm og en 17-årig fra Holte, blev sigtet for butikstyveriet.
Gps stjålet fra bil, Virum
Fra en BMW, som holdt på Parsbergvej, er der mellem lørdag aften og søndag formiddag stjålet en gps samt midterkonsol. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.
Indbrud, Virum
Mandag klokken 02.50 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i en bolig på Malmmosevej. Den formodede indbrudstyv beskrives som: mand, iført mørk dunjakke, lys hættetrøje, grå joggingbukser.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 10.45 blev det anmeldt, at en ung pige blev tilbageholdt i Normal i Lyngby Storcenter, da hun havde stjålet en vare fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf pigen, som var under den kriminelle lavalder. Patruljen fik en alvorlig snak med hende, og der blev taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.
Opførte sig truende, Virum
En 46-årig mand blev klokken 21.40 anholdt og sigtet for trusler på livet efter han tidligere på aftenen havde truet en kvindelig medarbejder i Føtex på Skovridergårdsvej. Manden blev løsladt efter endt afhøring.
Spritbilist kørte ind i parkeret bil, Skævinge
Klokken 05.14 fredag morgen kørte en alkoholpåvirket 32-årig mand fra Skævinge ind i en parkeret bil på Store Lyngbyvej. Manden blev sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor han dels blev tilset og dels fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Færdselsuheld, Helsingør
På Kongevejen skete der klokken 15.21 et færdselsuheld, da en 57-årig udenlandsk mandlig bilist bremsede op grundet kødannelse og blev påkørt bagfra af en 42-årig kvindelig bilist fra Kgs. Lyngby, som ikke nåde at bremse i tide. I den forbindelse blev hun også påkørt bagfra af en 30-årig mandlig bilist fra Helsingør, som heller ikke nåde at bremse ned.
En patrulje kørte til stedet og måtte i en periode regulere trafikken, da det nordøstlige spor blev afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet. Omkring klokken 16 kunne trafikken igen passere stedet uhindret.
Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.
Tyveri fra omklædningsrum, Kgs. Lyngby
Klokken 19.53 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet et par sko, der havde stået i kvindernes omklædningsrum i Fitness World på Lundtoftegårdsvej. Tyveriet var sket imellem klokken 18.30 og 19.15.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
På Lundtoftevej skete der klokken 08.18 et færdselsuheld mellem en 32-årig kvindelig bilist fra Værløse og en 75-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby i forbindelse med en U-vending på stedet. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet, og trafikken var kun i en kortere periode påvirket af grundet bilernes placering.
Den 32-årige kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Forsøg på indbrud i restaurant, Kgs. Lyngby
Mellem mandag klokken 21.00 og tirsdag klokken 09.45 forsøgte en ukendt gerningsperson at bryde ind i The Burger & Sandwich på Lyngby Hovedgade ved at knuse en rude i døren. Dette lykkedes dog ikke, og der blev derfor ikke foretaget indstigning på stedet.
Bedrageri, Virum
En 76-årig kvinde fra Virum anmeldte klokken 12.07, at hun omkring tyve minutter tidligere havde været udsat for bedrageri på Geels Plads. Kvinden havde doneret penge til en fremmed kvinde, som stod og samlede penge ind til døve og svagtseende børn. Den 76-årige ville gerne donere et beløb, men havde kun en større pengeseddel, og den fremmede kvinde lovede derfor at veksle pengesedlen og komme tilbage med byttepengene. Kvinden dukkede dog ikke op igen.
En patrulje kørte til stedet for at lede efter kvinden, men hun var ikke længere på stedet.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om signalement af kvinden.
Havde hash på sig, Kgs. Lyngby
En 38-årig mand fra Kgs. Lyngby blev tirsdag klokken 17.40 truffet på Kastanievej. Her konstaterede patruljen, at manden havde hash på sig og sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer.
Indbrud i villa, Værløse
Klokken 03.36 blev det anmeldt fra en bopæl på Hejrebakken, at beboerne var vågnet ved, at der var en formodet indbrudstyv inde i huset. Flere patruljer blev sendt til stedet, og med hjælp fra en politihund blev en 31-årig mand fra København anholdt i området og sigtet for indbruddet.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby onsdag klokken 12.00.
Vold, S-togslinjen fra Allerød mod København
På vegne af en 21-årig kvinde blev det klokken 20.13 anmeldt, at hun kort forinden var blevet slået og sparket af to unge kvinder i et S-tog på vej fra Allerød mod København. De to gerningspersoner var efterfølgende stået af på Lyngby Station, mens den 21-årige kørte videre med toget til Gentofte.
Patruljer kørte til Gentofte Station for blandt andet af afhøre kvinden og vidner til overfaldet. På baggrund heraf foreligger der følgende signalement af de to gerningspersoner:
A: kvinde, ca. 18 år, mørk i huden og med krøllet hår. Iført grå hættetrøje
B: kvinde, ca. 18 år, mørk i huden.
Forsøg på bedrageri, Virum
Klokken henholdsvis 22.58 og 23.19 anmeldte to kvinder fra Virum uafhængigt af hinanden, at de netop var blevet ringet op fra hemmeligt nummer af en mand, som påstod at være fra politiet. Manden spurgte, om de inden for den seneste time havde optaget et forbrugslån, ligesom han bad dem om at tænde deres computer, så de i fællesskab kunne undersøge det. Begge kvinder udleverede dog ingen personoplysninger til manden.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 28. februar – 6. marts 2022