18. maj kan de ældste elever igen komme tilbage på skolerne i Lyngby-Taarbæk Kommune og den 1. juni slår SFOerne dørene op for de børn, der skal begynde i skole i år.
Børne- og Ungdomsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune har tirsdag aften besluttet rammerne for genåbningen af skolerne for de ældste elever.
Samtidig har skoler og forvaltning vurderet de fysiske muligheder i lyset af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for forebyggelse af smittespredning i forbindelse med COVID-19, når de ældste elever vender tilbage den 18. maj og de nye 0. klasser starter den 1. juni.
“Vores skoler og dagtilbud har klaret den helt ekstraordinære situation under Covid-19 så godt som det overhovedet var muligt. Alle har ydet en kæmpe indsats for at få fjernundervisning til at fungere midt i al uforudsigeligheden og skiftende landspolitiske meldinger. Det er godt, at der nu åbnes op for at også de store børn kan komme fysisk tilbage i skolen. Det er vigtigt, både fagligt og socialt, og især for de unge, for hvem isoleringen har været vanskelig og ensom. Vi er glade for, at det er lykkedes for alle skolerne at rumme alle børn fra næste uge, og samtidig lade de nye børn starte allerede 1. juni. Og så ser vi frem til at få hele perioden evalueret, så vi også kan bruge erfaringerne til at lære og blive klogere”, siger Gitte Kjær-Westermann, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
En anderledes skolehverdag
Det bliver en anderledes skoledag for både de ældste elever og de børn, der skal starte i skole i år. Der vil være andre krav til hygiejne og afstand. Der vil også være nye rammer for frikvarterer, lige som noget undervisning vil foregå i andre lokaler og nogle klasser måske bliver delt op for at kunne overholde afstandskravet på 1 meter.
Ud over den fysiske afstand, som der tages højde for ved opdeling af klasser, andre lokaler og gruppedannelser, der opfylder afstandskravet på 1 meter, er der opstillet flere håndvaske på skolerne, så det er muligt at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for hygiejne. Både de ældre elever og de nye skolebørn får vejledning i hvor, hvornår og hvordan de skal vaske hænder. Det er vigtigt, at vi alle passer godt på hinanden og bidrager til en sikker skolehverdag.
“Det er glædeligt, at skolerne snart vil kunne åbne dørene for 6.-10. klasse og maj-børnene, hvis skolestart har været udsat. Retningslinjerne for at undgå smittespredning gør, at skoledagen bliver anderledes for alle elever. Det er mit håb, at vi kan se frem til en langt mere normal hverdag til august”, siger Martin Vendel Nielsen, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget.
6.-10.klasse
De ældste elever får en skoledag på fire timer i tidsrummet 8.00-16.00, når de møder ind igen 18. maj. Eleverne skal møde ind forskudt, så der ikke samles mange børn i komme- og gå-situationer.
Der vil være fokus på både læring og trivsel, når eleverne vender tilbage. Det bliver en anderledes skoledag med undervisning i de fag, det er muligt at undervise uden faglokaler og med mindre faste lærerteams – ud fra de regler, der fra nationalt plan er udsendt om nødundervisning i denne tid.
De nye 0.klasser
Skolestart for de nye børn er i år rykket til 1. juni, hvor SFOerne er klar til at tage imod dem i tidsrummet 8.00-15.00.
Skolestarten er ny for både børn og forældre, og på grund af corona-situationen har der ikke været mulighed for inden start at give den samme introduktion til SFOerne og den nye hverdag. Samtidig kræver Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. forebyggelse af smittespredning mere plads til skolernes elever. Der kan derfor være skoler, der er nødt til at tage andre lokaler i brug til de nye SFO-børn.
Der bliver frem til 1. juni arbejdet på andre former for information og andre måder at give de nye skolebørn en festlig og tryg begyndelse i SFO.