I øjeblikket er en række arbejder i gang i området omkring Lyngby Station. Forskellige ledningsejere er i gang med at flytte rør og ledninger samt udføre klimasikring omkring højhuset på Lehwaldsvej, på Buddingevej ved viadukten og i området ved Lyngby Torv. Samtidig fortsætter Hovedstadens Letbanes arbejde på Lyngby Station med byggeriet af en letbanetunnel og en fodgængertunnel under sporene fra Lehwaldsvej til Jernbane-pladsen.
Her kan du læse lidt mere om vores arbejde med byggeriet af de to tunneller under sporene.
Fodgængertunnellen er udgravet
Siden midten af marts har vi udgravet den fodgængertunnel, som tidligere blev bygget oppe fra stationsområdet. Midt i april brød vi igennem væggen ved nedgangen til DSB’s cykelparkering, så der nu er en åbning hele vejen fra Jernbanepladsen til Lehwaldsvej.
Hvad skal der ske på byggepladsen i maj og juni?
I maj og juni fortsætter arbejdet med at støbe bund og vægge inde i fodgængertunnellen. Samtidig skal vi etablere trappen mod Lehwaldsvej og op til perronerne på stationen.
Når fodgængertunnellen står helt færdig, skal den være med til at sikre gode omstigningsforhold mellem S-toget og letbanen.
Hvad kan du opleve som nabo til byggepladsen?
Det fortsatte arbejde med fodgængertunnellen foregår inden for almindelig arbejdstid, og forventes blot at være mindre støjende.
Du kan altid følge byggeriet og se seneste nyt om arbejdet på vores hjemmeside, dinletbane.dk/lyngby. Du kan holde dig orienteret om S-togs-trafikken igennem Lyngby Station på DOT’s hjemmeside eller via Rejseplanen.
Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.
Venlige hilsner
Hovedstadens Letbane