Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/04/08-2020/04/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørte uden kørekort

Hillerød: En 43-årig mand fra Kgs. Lyngby blev mandag morgen klokken 07.51 standset, da han kom kørende ad Overdrevsvejen. Her viste det sig, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Der skete klokken 06.53 et færdselsuheld, da en bil kom kørende ad Klampenborgvej og drejede ind på Hjortekærsvej og påkørte en cyklist. Cyklisten slog ved uheldet sin ryg og blev med ambulance kørt til tjek på hospitalet.

Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om parterne.

 

Indbrud i provat beboelse anmeldt den 17. – 20. april 2020 i Nordsjællands politikreds

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

På Klampenborgvej skete der klokken 16.10 et færdselsuheld. Part 1, en 29-årig kvindelig bilist fra Glostrup, kørte mod vest og kom af ukendte årsager over i modsatte vognbane, hvor part 2, en 20-årig mandlig bilist fra Vedbæk, kom kørende mod øst. Han forsøgte at undvige part 1, som samtidig kørte retur i egen vognbane, og herved skete der et frontalt sammenstød mellem de to parter.Den ene part skulle efterfølgende frigøres fra bilen, men der skete ikke umiddelbart større personskade. Alle parter blev dog kørt til tjek på hospitalet.

Spirituskørsel, Kgs. Lyngby

På Bagsværdvej i krydset ved Nybrovej blev en 19-årig kvindelig bilist fra Kgs. Lyngby standset klokken 01.36 af en patrulje. Et alkometer viste, at hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

En blodprøve blev efterfølgende udtaget med henblik på at fastslå kvindens eventuelle præcise påvirkningsgrad.

Kørsel i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby

En 33-årig mandlig bilist fra Virum blev klokken 10.30 standset på Lyngby Hovedgade af en patrulje. Han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han var frakendt førerretten, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Narkokørsel, Kgs. Lyngby

En 48-årig mandlig bilist fra Farum blev klokken 15.40 standset af en patrulje på Buddingevej. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han ikke havde erhvervet sig et sådant, hvilket han også blev sigtet for.

Der ventes nu på svar fra en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring bilistens eventuelle påvirkning.

Besiddelse af stoffer, Kgs. Lyngby

Klokken 03.20 blev en bil standset på Helsingørmotorvejen ved tilkørslen til Klampenborgvej. Ved visitation blev den ene af bilens passagerer, en 24-årig mand uden kendt adresse, fundet i besiddelse af to joints, hvilket han blev sigtet for.

Færdselsuheld, Frederiksværk

Ved Ellevej og Hundestedvej skete der klokken 14.42 et færdselsuheld. Part 1, en 22-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby, kørte ad Ellevej mod Hundestedvej, hvor han kørte frem for ubetinget vigepligt og påkørte part 2, en 52-årig mandlig motorcyklist fra Frederiksværk, som kom kørende ad Hundestedvej i retning mod Hundested.

Ved uheldet kom motorcyklisten til skade og blev derfor afhentet af en ambulance, som kørte ham til hospitalet for behandling af sine skader.