Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/12/18-2019/12/31.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Fyrværkeri til fare
Nordsjælland: Der har flere steder i Nordsjælland været episoder, hvor unge har skudt fyrværkeri mod boliger og forbipasserende. I Kgs. Lyngby skød en gruppe unge mellem 13 og 16 år søndag eftermiddag klokken 16.58 romerlys direkte mod altanerne på en ejendom på Nørregaardsvej. På Ulrikkenborg Plads, også i Kgs. Lyngby, blev der klokken 21.06 skudt fyrværkeri fra en lille hvid personbil mod en 14-årig pige, der kom gående ad pladsen.
Klokken 21.16 blev der fra to biler, der kørte rundt ved Kokkedal Station skudt fyrværkeri af mod personer, der stod på perronen. En patrulje kørte rundt i Kokkedal-området men det lykkedes ikke at finde gerningsmændene.
I Frederikssund skød en gruppe på fem unge klokken 21.28 fyrværkeri af mod en legeplads og mod vinduerne i en etageejendom. Fire af de unge har følgende signalementer: A: Udenlandsk af udseende, kraftigt bygget, sorte briller, iført træningsjakke orange på mave og sort samt sorte bukser og hvide kondisko. B. Mand, ca. 15-20 år, alm. af bygning, iført røde træningsbukser med hvide striber, beige trøje. C.: Iført mørke bukser, D: Iført mørke bukser, sort skæg, hættetrøje, gik med en brun papkasse.
Heldigvis er ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelserne, der kun kan betegnes som værende helt uacceptabel opførsel.
Butikstyveri, Charlottenlund
Klokken 14.12 anmeldte personalet fra butikken Kløve & Lønberg, at der 10 minutter forinden havde været to kvinder inde i butikken, og at da de to kvinder efterfølgende havde forladt butikken, manglede der nu en minkjakke.
Personalet havde noteret det svenske registreringsnummer på den bil, de to kvinder forlod området i, og dette blev lagt i politiets ANPG-system, hvor køretøjet blev noteret kørende nordpå af Helsingørmotorvejen.
Grundet bilens svenske nummerplader blev en patrulje sendt til færgelejet i Helsingør, hvor bilen snart efter blev standset af politiet.
I bilen blev en minkjakke fundet, og de to personer i bilen, to udenlandske kvinder på henholdsvis 27 år og 50 år blev anholdt og taget med til politistationen i Helsingør til afhøring.
De to bliver i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
Spirituskørsel, Lyngby
Klokken 04.04 blev en 20-årig mandlig bilist fra Birkerød standset og kontrolleret på Lyngby Omfartsvej. Her fik han alkometeret til at slå ud, hvorfor en blodprøve nu skal fastslå hans eventuelle promille.
Antallet af anmeldelser om indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds bliver i juledagene leveret af Rigspolitiet på www.politi.dk.
Pige antastet af fremmed mand, Kgs. Lyngby
Klokken 16.35 indløb der anmeldelse om, at en mand havde henvendt sig til en 8-årig pige på Odinsvej, hvor han bad hende om at komme hen til ham, ligesom han fortalte, at han kendte hendes forældre og havde gaver til hende. Pigen kendte dog ikke manden og valgte derfor at løbe hjem og fortælle om episoden til sine forældre.
Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ingen beskrivelse af den fremmede mand.
Spyttet i hovedet grundet parkering, Kgs. Lyngby
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 18.45, havde en kvindelig billist på Jernbanepladsen netop på en meget aggressiv måde fortalt en 28-årig mand, at han havde parkeret ulovligt på en handicap-parkeringsplads. Herefter havde kvinden spyttet manden i hovedet, og da han kontaktede politiet, forsvandt hun fra stedet.
På baggrund af vidneforklaringer har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem den kvindelige bilist er, og hun kan formentlig se frem til en sigtelse for forholdet.
Besiddelse af stoffer, flere steder
Ved Niverød Erhvervspark i Nivå traf en patrulje klokken 22.19 tre mænd i en bil, som holdt parkeret bag Toyota. Her blev to af mændene, henholdsvis en 21-årig fra Haderslev en 21-årig fra Kokkedal, sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash. Den tredje, en 18-årig fra Kokkedal, blev sigtet for både besiddelse af en mindre mængde hash og besiddelse af en kniv.
Klokken 01.55 henvendte en patrulje sig til en 20-årig mand uden kendt adresse, som befandt sig på Høje Tøpholm i Hundested. Ved visitation fandt patruljen ham i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse deraf.
Også klokken 02.15 visiterede en patrulje en 30-årig mand fra Kgs. Lyngby, som sad i en bil på en parkeringsplads ved Springforbivej og Strandvejen i Charlottenlund. Han var i besiddelse af en joint, og derudover blev der fundet hash og cannabis-præparater i bilen, hvorfor den 30-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Butikstyveri, Lyngby
Klokken 13.25 anmeldte personalet fra Magasin, at de tilbageholdt en person, der havde forsøgt at stjæle varer for knap 4.000 kroner, ligesom de under visitationen af ham desuden havde fundet en joint.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 49-årig mand fra Charlottenlund blev sigtet for forholdene.