Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/11/11-2019/11/19.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Indbrud i container, Lyngby
Klokken 07.12 blev det anmeldt fra en byggeplads på Skovbrynet, at der imellem fredag klokken 12.00 og mandag klokken 05.45 havde været indbrud i en container, hvor en eller flere ukendte gerningspersoner havde stjålet en anselig mængde værktøj.
Indbrud i kolonihavehuse, Lyngby og Gentofte
I løbet af eftermiddagen indløb der tre anmeldelser om indbrud i kolonihavehuse på Ermelundsstien i Gentofte og to om indbrud i kolonihavehuse på Firskovvej i Lyngby. I alle tilfældene er dørene blev opbrudt, og fra kolonihavehusene er der blandt andet blevet stjålet knive, værktøj, og hvad der ellers normalt ligger i kolonihavehuse.
Røveri, Kgs. Lyngby
Klokken 22.01 blev en 36-årig mand fra Kgs. Lyngby passet op af to maskerede mænd på Vejporten, hvor de med kniv truede ham til at udlevere sine nøgler til bilen samt to mobiltelefoner. De to gerningsmænd forlod derefter stedet i den 36-åriges bil.
Patruljer kørte til stedet, og der blev søgt efter de to gerningsmænd, som dog ikke var at finde.
De to mænd beskrives som: mellemøstlige af udseende, brune i huden og iført mørkt tøj og maskering. Talte dansk med accent. Den ene medbragte en stor kniv.
Indbrud i kolonihavehuse, Lyngby
I løbet af søndag eftermiddag indløb der fire anmeldelser om indbrud i flere kolonihavehuse på Firskovvej. Ved alle indbruddene var dørene blevet opbrudt, og under indbruddene var der blandt andet stjålet køkkenknive og lidt værktøj.
Et vidne anmeldte klokken 15.46, at han en halv time forinden havde set to for ham ukendte unge mænd på stedet, som han havde henvendt sig til. De to forklarede, at de var ude at gå en tur, og kort efter kørte de fra stedet i en sølvgrå Skoda Fabia.
Indbrud i restaurant, Lyngby
Klokken 10.56 blev det anmeldt fra restauranten Letz Sushi, at der imellem tirsdag klokken 23.0 og onsdag klokken 10.00 havde været indbrud i restauranten, idet en eller flere ukendte gerningspersoner på ukendt vis havde skaffet sig adgang, hvorefter et pengeskab var blevet skåret op, og indholdet derfra var blevet stjålet.
Tyveri fra taske, Lyngby
Klokken 12.17 anmeldte en 35-årig kvinde fra Lyngby, at hun imellem klokken 11.00 og 11.50 havde fået stjålet sin Marc Jacobs-pung fra sin taske, som hun havde haft hængende over sin skulder, da hun befandt sig på Jernbanepladsen.
Indbrud, Virum
Klokken 17.15 gik alarmen i en villa på Hummeltoften, og det kunne efterfølgende konstateres, at der havde været indbrud på adressen. En beboer fra nabolaget så omkring klokken 17.20 to mænd forlade området hastigt til fods, og de to kan være interessante for sagen.
De to beskrives som:
A: Mand, 25-30 år, 175-185 cm., kort sort hår, grå rygsæk, grå eller blå bukser og jakke.
B: Mand, 30-35 år, 175-185 cm., iført grå rygsæk og grå eller blå bukser og jakke.
Der blev umiddelbart ikke stjålet noget ved indbruddet.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
To unge kvinder blev klokken 12.57 taget i at stjæle undertøj og nattøj fra Magasin. Grundet kvindernes unge alder kørte en patrulje til stedet, hvor de sigtede de to piger, som viste sig at være 17 år og fra henholdsvis Søborg og Gentofte, for butikstyveri. Der blev også taget kontakt til de sociale myndigheder og kvindernes forældre på grund af deres unge alder.
Mistænkeligt forhold, Virum
En beboer på Hummeltoften kunne klokken 23.29 via sin overvågning se, at der gik to mænd rundt og lyste ind i hans hus. En patrulje kørte til stedet, men de to mænd var ikke længere på adressen, og heller ikke ved den efterfølgende rundering i området blev de udfundet.
Spirituskørsel, Kgs. Lyngby
En 33-årig mandlig bilist fra Bagsværd blev klokken 17.00 standset af en patrulje på Engelsborgvej. Ifølge et alkometer havde den 33-årige kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.