LTK skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om private fællesveje:
Der tilbydes mulighed for en ny ordning forud for opsigelsen.
Lyngby-Taarbæk Kommune har igennem en årrække vedligeholdt en del private fællesveje med lapning af huller, opretning af kantsten og udlægning af ny asfalt. Vedligeholdelsen er sket på baggrund af en lang række aftaler – i alt ca. 160 aftaler – som er indgået i perioden fra 1930’erne og frem til 2010.
Da Ankestyrelsen i 2018 vurderede, at kommunens vinterordning var ulovlig, fandt kommunalbestyrelsen det nødvendigt, at de mange vedligeholdelsesordninger også skulle gennemgås. Undersøgelsen har vist, at det ikke er lovligt at have en forsikringsordning, hvor grundejerne mod et fast årligt beløb lader kommunen varetage vedligeholdelsen. Hertil kommer, at en ensartet administration af ordningerne er sket, på trods af de enkelte ordninger har uens indhold.
Endelig har det vist sig, at der – formentligt som følge af ordningernes historiske karakter – mangler en række dokumenter, der er nødvendige for at dokumentere de enkelte ordninger. Derfor er kommunen desværre nødsaget til at opsige ordningerne. Forud for en opsigelse sikrer kommunen, at vejene afleveres i en god og forsvarlig stand til grundejerne.
Det er kommunalbestyrelsens beslutning, at der tilbydes en ny lovlig ordning forud for opsigelse af de nuværende ordninger. En fornuftig løsning kan forudsætte lovændringer, hvilket kommunalbestyrelsen vil arbejde målrettet for.
Hvad betyder det i praksis?
Det betyder, at grundejerne på private fællesveje selv skal stå for vejvedligeholdelse, når ordningerne opsiges, med mindre der indgås en ny aftale på et lovligt grundlag. Som grundejer med en ejendom der grænser op til en privat fællesvej, skal man holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, som det er nærmere beskrevet på kommunens hjemmeside.