Hofor skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om regnen der kommer:
Sommeren er sæson for skybrud, og tiden er inde til at beskytte boligen mod dyre vandskader.
De voldsomme skybrud, der ofte rammer København i sommerhalvåret, kan koste mange penge og ødelægge ting, du holder af. HOFOR giver gode råd til, hvordan du beskytter dit hjem og dine ejendele.
“Vi arbejder i disse år på at skybrudssikre hovedstaden, så vandmængderne løber uden om huse og veje. Vi har for eksempel lavet en række nød-afløb til havnen og er i gang med at bygge store underjordiske skybrudstunneler. Flere steder skaber vi nye byrum, hvor vandet kan samles i grønne byrum frem for i folks kældre. Det har vi gjort på bl.a. på Sankt Annæ Plads i Indre By og på Tåsinge Plads på Østerbro. Og vi er i gang med at etablere nye byrum i Enghaveparken på Vesterbro og Remiseparken på Amager. En helt ny infrastruktur, der skal holde byen tør, er under opbygning i København. Der er tale om 350 projekter, og vi er først helt færdige om 20-25 år. Men bid for bid bliver byen mere tør,” siger Karina Vestergård Madsen, stedfortrædende teknik- og miljøborgmester (EL).