Plus A/S skriver dette om byrum:
Danskerne vil ud i det fri – ikke mindst i byen. Se bare på antallet af altaner, der er blevet monteret – nu er turen kommet til at få skabt de rigtige miljøer i gårde, på tagterrasser og i byens offentlige rum.
Sidste sommers uafbrudte soltimer, dag efter dag, slog en tyk streg under den trend, som virksomheden PLUS i Vejen har kunnet se de senere år: Danskerne vil ud af husene, ud i haven og ud i det offentlige rum for at nyde samværet og hyggelige timer sammen. Vi vil leve som sydpå. Og vi er hastigt på vej væk fra billige møbler i plast, når vi skal skabe rammerne for udelivet. Vi vælger igen kvaliteten til.
“Der er klart sket noget med vores udekultur, og for os er det tydeligt, at sidste års fantastiske vejr fik danskerne overbevist om, at vi godt kan satse på at iscenesætte vores udeliv på linje med, hvad vi gør indendøre”, siger adm. direktør Lars Højsgaard fra PLUS A/S. Virksomheden leverer hegn til have og uderum, møbler, plantekasser og i det hele alt, som skal bruges, hvis man vil skabe rammer om livsnydelse i det fri.