Københavns Kommune har indstillet Susanne Juhl som afløser for Leo Larsen i bestyrelserne for henholdsvis hovedstadsområdets forsyningskoncern HOFOR og spildevandsrensningskoncernen BIOFOS. Det sker efter, at Leo Larsen, der gennem 13 år har været formand for bestyrelserne, tidligere på året bebudede sin afgang.
Valget af Susanne Juhl til bestyrelsesformand vil formelt finde sted på de kommende generalforsamlinger i HOFOR og BIOFOS selskaberne ultimo maj måned.
Susanne Juhl, der er 50 år, er en af de helt store profiler inden for forsyningsvirksomhed, økonomi, ledelse, bæredygtighed og infrastruktur. Hun er cand.scient.pol. af uddannelse og har lang række topposter og tillidserhverv på cv’et, heriblandt administrerende direktør for HMN Naturgas I/S og afdelingschef i Klima- og Energiministeriet. Susanne Juhl er næstformand for M.J. Eriksson A/S og Nunaoil A/S samt medlem af bestyrelserne for Danmarks Tekniske Universitet, Evida A/S, Politiken Fonden og JP/Politikens Hus A/S. Derudover er Susanne medlem af regeringens ekspertgruppe vedrørende en grøn skattereform.
Københavns overborgmester Lars Weiss siger om valget af Susanne Juhl:
“HOFOR og BIOFOS har spillet en nøglerolle i de tårnhøje klimaambitioner, vi har i København – om blandt andet at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. I de kommende år står de to virksomheder overfor milliardstore investeringer i blandt andet klimatilpasning, ny infrastruktur og ny teknologi til at mindske hovedstadens miljø- og klimaaftryk yderligere. Det er opgaver, der kræver tyngde, erfaring, overblik, og gode kommunikationsevner. Vi er overbeviste om, at Susanne Juhl er den rette til opgaven.”
Susanne Juhl overtager formandsstolen den 26. maj 2021 i BIOFOS og den 28. maj 2021 i HOFOR.
“Jeg glæder mig meget til at blive bestyrelsesformand for de to største leverandører af forsyning i hovedstadsområdet og til samarbejdet med de mange ejer-kommuner. Det er to virksomheder, som er en vigtig del af folks liv og har meget ambitiøse mål for bidrag til Danmarks grønne omstilling. Jeg er selv kunde hos HOFOR og oplever en virksomhed med dygtige og engagerede medarbejdere. Med mine næsten 25 års erfaring med energi, infrastruktur og regulering ved jeg, at det er vores ansvar at dele vores viden og finde gode løsninger i samarbejde med andre virksomheder, kunder og vores ejere,” siger Susanne Juhl.
Den afgående formand for selskaberne, Leo Larsen, siger:
“Jeg er glad for, at der er blevet fundet en så dygtig og erfaren afløser til at videreføre de mange gode indsatser og resultater, vi har stået for de seneste år. Jeg overlader trygt formandsstolen til Susanne Juhl og ønsker hende og HOFOR og BIOFOS held og lykke.”
Administrerende direktør for HOFOR, Lars Therkildsen, siger:
“Jeg kender allerede Susanne Juhl, som en stærk samarbejdspartner, der er fokuseret på at opnå gode resultater via dialog. Jeg ser derfor frem til et fortsat godt og stærkt samarbejde med Susanne og vores engagerede bestyrelser.”
Administrerende direktør for BIOFOS John Buur Christiansen, siger:
“Susanne Juhl kommer med solide erfaringer og vil styrke samarbejdet i vores dedikerede bestyrelse om at komme i mål med vores ambitiøse indsats for den grønne omstilling, miljø og bæredygtig udvikling. Jeg byder Susanne velkommen til et stærkt samarbejde om fremtidens grønne forsyning.”
FAKTA
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, er et af landets største forsyningsselskaber. Virksomheden, der ejer en række vandværker, forsyner en million mennesker i hovedstadsområdet med drikkevand, bortleder spildevandet og forestår i samarbejde med kommunerne klimatilpasning og skybrudssikring. Virksomheden leverer ligeledes fjernvarme, fjernkøling og bygas i Københavns Kommune, rejser vindmøller og solceller i hele Danmark samt ejer det store biomassefyrede kraftvarmeværk på Amager.
Energiaktiviteterne ejes af Københavns Kommune, mens kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk er medejere af vand- og spildevandsaktiviteterne.
HOFOR beskæftiger ca. 1400 medarbejdere og omsætter årligt for ca. 5,2 milliarder danske kroner. Lars Therkildsen er administrerende direktør.
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed. Vi renser vandet for 1,2 mio. indbyggere i hovedstadsområdet på vores tre renseanlæg: Lynetten, Avedøre og Damhusåen. Ressourcerne i spildevandet udnytter vi til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet.
BIOFOS ejes af 15 kommuner i hovedstadsområdet; Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
BIOFOS beskæftiger 200 medarbejdere og har en årlig omsætning på 500 mio. kr. John Buur Christiansen er administrerende direktør i BIOFOS.