Civilingeniør Thea Larsen og læge Ulrik Juul Christensen er udpeget som nye medlemmer af universitetets bestyrelse.
Thea Larsen er administrerende direktør for Dansk Gasteknisk Center A/S og har solid ledelseserfaring inden for ingeniørbranchen, samt bred erfaring fra internationalt arbejde i udlandet. Ulrik Juul Christensen er CEO for Area9 Lyceum og Executive Chairman Area9 Group, der med base i USA og Danmark udvikler adaptiv læring og digital infrastruktur til uddannelsessektoren.
I anledningen af udpegningen udtaler bestyrelsesformand Karin Markides:
“Jeg er meget tilfreds med udpegningen af Thea Larsen og Ulrik Juul Christensen. Thea Larsen vil med sin ingeniørmæssige baggrund fra forskellige brancher, viden om bæredygtig transformation og erfaringer med at indgå i en politisk-administrativ kontekst, på fortræffelig vis komplementere den nuværende bestyrelse. Tilsvarende vil Ulrik Juul Christensens baggrund inden for digitalisering af undervisning og uddannelse, samt erfaringer som entreprenør og iværksætter være et stærkt bidrag til bestyrelsens samlede kompetence. Begge vil de bidrage med unikke perspektiver, der vil styrke muligheden for at realisere universitetets strategiske ambitioner, ikke mindst inden for digital og bæredygtig transformation.”
Thea Larsen og Ulrik Juul Christensen er udpeget af DTU’s udpegningskomité fra 1. januar 2021 – 31. december 2024 og afløser Eva Berneke og Tobias Holck Colding, som fratrådte bestyrelsen ved udgangen af 2020.
Om processen
De to bestyrelsesposter er besat efter en proces, fastlagt af universitetsloven. Heri indgår en ad hoc søgekomité, der består af eksterne medlemmer og repræsentanter for bestyrelsen samt Uddannelses- og Forskningsministeriet, samt en fast udpegningskomité med eksterne medlemmer samt repræsentanter for studerende og medarbejdere. Posterne har været opslået offentligt på universitetets hjemmeside og via sociale medier.